Om misforstået ros

Forleden skrev jeg om at jeg er lidt småstresset for tiden, men jeg værdsatte ikke hvor stresset jeg virkelig er, for jeg vidste det ikke.

Onsdag kom min faste kontakktpædagog tilbage efter at vi faktisk ikke har haft kontakt i 6 uger, og min anden kontaktperson har heller ikke rigtig været der, og ingen af de andre pædagoger har haft mulighed for at tage over. Jeg har da som altid haft lidt ondt af mig selv, men generelt har jeg jo haft det godt og der sker mange gode ting for mig, så jeg har da klaret mig ganske udmærket, men da jeg så sad i min sofa over for min kp, og begyndte at anerkende, at hun virkelig er tilbage, da begyndte tårerne at løbe, for jeg har brugt så usigeligt mange kræfter på at holde sammen på mig selv, for nu hvor jeg har fået det bedre, bliver jeg 'belønnet' fra pædagogernes side ved at blive behandlet som hende den raske. Det er med til at opbygge min værdighed, så det er ikke kun en dårlig ting, men der er dage hvor jeg bare trænger til at være pjevset og blive trøstet.

I onsdags var altså en af de dage, og vi snakkede om hvorfor. Som erstatning for at gå og trøste mig, er pædagogerne begyndt at rose mig rigtig meget, hvilket egentlig gør mig lidt mistroisk, så at jeg ikke rigtigt tror på dem. Jeg har i forvejen svært ved at tage imod ros. Jeg hører skam hvad de siger, men jeg HØRER dem ikke. Det gælder især når de snakker om universitetet. Jeg synes at det er sødt af dem at prøve at opmuntre mig, og jeg værdsætter det skam, men på den anden side, så har de jo ingen som helst forudsætninger for at vide, om jeg er dygtig til hebraisk og om jeg vil klare mig godt til eksamen, så det er sødt af dem at prøve, men der er grænser for hvor meget det opmuntrer mig.

Min kontaktpædagog kunne sagtens forstå min pointe, men siger, at det er fordi jeg forstår deres ord mere konkret end de er tiltænkt, for det pædagogerne åbenbart prøver at rose mig for er ikke mine kundskaber i hebraisk, men min ihærdighed. Men det er sjovt, jeg tænker ikke på mig selv som synderligt ihærdig. Jeg gør ikke 'hvad jeg SKAL', 'hvad jeg finder nødvendigt' eller 'hvad jeg virkelig har lyst til', jeg GØR bare uden at tænke videre over det. Jeg tænker tit over, at der er folk der er mere ihærdige end mig, og jeg misunder dem, men nogle gange er det som om jeg slet ikke forstår at der er folk der er mindre ihærdige end jeg selv. Det er ikke fordi jeg ikke vil have forståelse for dem, jeg glemmer bare, at det ikke er alle der bare lige kan...

Jeg har flere gange snakket om, at jeg som førtidspensionist frygter, at jeg bare lige så stille sumper hen og ikke får noget ud af mit liv, men min kontaktpædagog siger, at det kommer aldrig til at ske, for jeg har alt for meget drive, og det var den bedste ros jeg kunne tænke mig. Jeg kan have nedgangsperioder, men det er ikke det samme som at jeg ikke igen vil kæmpe mig op, for jeg ønsker at være det bedste jeg kan blive.