Jeg har fået at vide, at jeg godt nogle gange kan være en lidt flirtende person, så da min mor for næsten ½ år siden opfordrede mig til ikke at putte mig selv i en situation, hvor det kunne tolkes som, at jeg gjorde tilnærmelser til min underviser, da tog jeg det meget alvorligt. Måske tog jeg det dog lidt for alvorligt, for når jeg har prøvet at tale med mine undervisere siden, har jeg været så stiv i betrækket, og så upersonlig, at jeg nærmest har virket fjendtlig, eller i hvert fald ligeglad, hvilket jeg jo bestemt ikke er.
I går besluttede jeg mig dog til at være ligeglad og bare være mig selv. Jeg er ikke ude på at gøre tilnærmelser til nogen som helst, især ikke min underviser, men hvis det bliver tolket sådan, så må jeg bare tage den derfra. En mand i det 21. århundrede burde kunne klare et lettere flirtende pigebarn.
Jeg synes dog ikke at jeg var specielt flirtende, jeg var bare charmerende, nørdet og lykkelig over at kunne stille (faglige) spørgsmål, uden at skulle føle, at jeg skulle lægge bånd på mig selv. Og min underviser? Han lod til at være mere afslappet over for mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar