Do you speak English?

I går havde vi besøg af nogle pædagoger fra England, som var på studietur og gerne lige ville stikke næsen indenfor på vores bosted og høre lidt om det. Jeg blev i den anledning spurgt, om en af mine kontaktpædagoger måtte interviewe mig og bringe det videre, men næ nej, ikke tale om. Jeg vil hjertens gerne fortælle min historie, men jeg foretrækker at gøre det selv frem for at lade andre bringe det videre. Så jeg spurgte, om jeg ikke hellere selv måtte tale med dem.. Alle var meget begejstrede for idéen, og jeg fik meget ros både før og efter for an sige ja (folk glemte lidt at det faktisk var min idé til at starte med).

Hele dagen kom folk hen til mig og spurgte, om jeg ikke bare var helt vildt nervøs, men egentlig ikke, ikke ret meget i hvert fald. Jeg var ikke nervøs over at skulle tale om mig selv, det gør jeg alligevel hele tiden, men lige før jeg skulle ind, kunne jeg godt mærke, at jeg var lidt nervøs for at skulle snakke engelsk, for det gør jeg kun meget meget sjældent, og når jeg gør plejer jeg kun at kunne kvække et eller andet uforståeligt.

Jeg kom altså ind i rummet hvor 4 personer her fra steder og de to englændere sad og stirrede på mig. Vi havde ikke fået snakket så meget om hvad der skulle foregå, men jeg skulle snakke om selvskade, så efter en meget kort præsentation, gik jeg bare i gang, og snakkede løs som var det den naturligste ting i verden at sidde og snakke engelsk. Jeg havde ikke forberedt noget, jeg havde dårlig nok læst den mail min kontaktpædagog havde sendt mig. Det var ikke kun fordi jeg var doven, ligeglad og ikke gad komme forberedt, men nu har jeg altså brugt de sidste seks år på stort set kun at tale om mig selv, så jeg er med tiden blevet ret god til det.

Jeg skulle egentlig snakke om selvskade, og det gjorde jeg også langt hen af vejen, men vi kom mere og mere til at snakke om universitetet og og spørgsmålet normal vs unormal. Englænderne var meget søde (selvom det ikke lykkedes os at blive enige om hvorvidt der findes normale og unormale mennesker) og de sad pænt og lyttede. Der var ikke mange spørgsmål, måske fordi der ikke var meget tid, måske fordi mit oplæg bare var 100% i orden, eller måske vidste de ikke, at de virkelig gerne måtte stille spørgsmål, at jeg ikke er så skrøbelig som jeg ser ud.

Jeg fik efterfølgende meget ros for mit oplæg, men jeg kunne ikke finde ud af, at tage det til mig, for det virkede jo bare så dagligdags. Ja, det var på engelsk, og hvad så, jeg har da haft engelsk i skolen, jeg læser på engelske nogle gange, og jeg ser næsten altid TV på engelsk. Jeg er som nævnt i går ikke særlig god til at lære sprog, men på 20 år (jeg har haft engelsk siden 1. klasse) så lærer man et og andet, også selvom jeg lærte det forbløffende langsomt.