Om en åben psykologsamtale

Vi har vores egen psykolog her på stedet, men for det meste er han gemt af vejen på sit kontor der ligger bag ved et andet kontor, men i går skulle han arbejde over fordi der flyttede en ny pige (midlertidigt) ind. Han endte med at arbejde endnu mere over, for så kom han til at side sammen med os piger og en kvindelig pædagog og prøvede at overbevise os om, at sejlsport er en interessant sport. Personligt syntes jeg at det ville være langt sjovere hvis skibene fik lov til at vædre hinanden, ingen af os tøsebørn fandt det i hvert fald særligt interessant.

Den anden pige, C, og jeg har tit nogle yderst syrede samtaler, for vi er meget ens, og det lader til, at vi begge mangler den begrænsning mange mennesker har, når det gælder hvad man snakker om hvor. For os er det intet problem at tale om blod og diarré over aftensmaden, og det er ikke fordi vi ikke vil vise hensyn for andre, det er bare det, at vi slet ikke kan forestille os, at andre ikke finder samtalen lige så interessant som vi gør.

I hvert fald sad vi dernede, og vores samtale om både blev mere og mere interessant og handlede mindre og mindre om både, hvilket vi var nogle der var godt tilfredse med. Vi endte med at komme til at tale om mit yndlingsemne, omstruktureringen. Det er en periode af mit liv der har efterladt dybe sår, og jeg har meget svært ved at tilgive og komme videre med mit liv, for det gør stadigvæk så forbandet ondt, og jeg har slet ikke lyst til at acceptere de nye betingelser. Jeg blev meget påvirket af samtalen, og jeg kæmpede en brav kamp for at bevare min værdighed, for godt nok var det vores psykolog vi talte med, men vi sad også i TV-stuen, der er i samme rum som spisestuen og hvor pædagogerne og beboerne kommer igennem når de skal ud i køkkenet, og det sker forholdsvist tit der sidst på eftermiddagen, så jeg ville IKKE sidde og tude.

C var endnu ikke flyttet ind, da omstruktureringen kom, og det gjorde samtalen spændende i stedet for ynkelig, det var det der var med til at gøre, at jeg ikke bare sad og havde enormt meget ondt af mig selv, eller rettere, det havde jeg, men det var ikke kun det jeg snakkede om. Det var egentlig rart at have en samtale om det på et mere filosofisk plan. Det gjorde det ikke nemmere at holde ud, det helede ikke mine sår, men det fik mig til at se, hvor meget had og bitterhed jeg stadig har i mig, og det er ikke sådan en person jeg har lyst til at være.

Det endte med at psykologen sad oppe ved os og spiste, han og vores daglige leder sidder ellers altid nede ved drengene når de spiser i huset. Nogle dage har jeg lyst til at råbe op om kønsdiskrimination, men det er vist bare et spørgsmål om, at det er lettest, og så er det nok slet ikke faldet dem ind, at det kan få os til at føle os udenfor.