Det er længe siden, at jeg fik at vide, at jeg var kommet ind, men jeg var kun kommet ind på studiet, ikke på det fag jeg gerne ville ind på (jeg var dog heller ikke blevet afvist). Jeg vidste ingenting om studiestart, ugedage, tidspunkter, jeg vidste ikke noget om jeg kunne få lov til at nøjes med ét fag, eller om jeg var nødt til at tage de fag fra førsteårsprøven, som jeg af underlige årsager ikke kunne få merit for, og jeg vidste ikke, i hvilken grad jeg bliver nødt til at lægge mit liv om, for at tilpasse det studiet. Denne uvished har drevet mig op ad væggene, især den sidste uge har været slem.
Jeg ved ikke, om det er fordi jeg har Aspergers, eller om det er fordi jeg er kvinde, eller måske en blanding af de to, men jeg kan simpelthen ikke holde ud, når den slags detaljer ikke er faldet på plads. Argh, hvor det irriterer mig, og jeg har været så anspændt, at jeg den sidste uge ikke har kunnet få noget for hånden.
Jeg hader, at mit liv på den måde blev sat på stand by, bare fordi jeg ikke lige kender nogle klokkeslet for noget der først kommer til at ske om nogle uger, men tænk lige over det, hvad nu hvis jeg skulle møde på universitetet mandag, onsdag og fredag morgen, så ville jeg være nødt til at rykke mit løbeprogram, og hvis jeg skulle rykke mit løbeprogram, så ville jeg skulle løbe søndag kl 8, hvilket i nogle uger ville betyde at jeg skulle vælge mellem løb og kirke (som om jeg overhovedet kommer i kirke (desværre)). Hvis der skulle ske sådan en ændring, så ville det være rart at vide det på forhånd, så alle ændringer, både løb og studiestart, ikke skulle indføres på samme tid. Hele ferien har jeg brugt energi og kræfter på at udtænke mulige løsninger, men jeg kunne jo ikke gøre det ordentligt, for jeg vidste jo overhovedet ingen ting.
I tirsdags skulle en pædagog have ringet til studievejledningen, men så var hun syg. Jeg blev frustreret nærmende sig til rasende, ikke på hende men på hele situationen, men i går kom hun og fik endelig ringet, så nu har jeg fået nogle midlertidige svar. Ét af de fag, som jeg ikke kunne få merit for, kunne jeg godt få merit for alligevel, og det andet, der ville hun lige se, men måske. Hvis ikke, så går det nok, jeg har jo haft et tilsvarende fag før, så jeg ville sikkert kunne score en rimelig karakter med et minimum af arbejde. Det vigtigste svar var dog det om tidspunkterne. Jeg har ikke fået at hvide hvilket af holdende til hebraisk jeg er kommet ind på, men jeg kan dog sige med ret stor sandsynlighed, at jeg ikke behøves at lave om i mit løbeprogram.
Jeg glæder mig og jeg er et nervevrag. Faget skal jeg nok klare, men hvad med det sociale, eller endnu værre, hvad med alle de timer jeg skal tilbringe i tog og bus, to timer hver vej, det bliver mange timer i løbet af en hel uge. Men hvad nu hvis jeg heller ikke kan klare det faglige? Hvad nu hvis jeg er for dum, ukoncentreret og doven til at genopfriske det op til et acceptabelt niveau? Jeg gør dette for at få en succesoplevelse, men hvad nu hvis det ender med en kæmpe fiasko?
Jeg længes tilbage til universitetet, men hvad nu hvis universitetet ikke lever op til mine håb, drømme og forventninger?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar