Om siddearangementer

Jeg har boet på dette sted i omkring ti måneder, og i den tid er der blevet rykket rundt på vores siddearrangement, og tre gange har jeg reageret komplet uværdigt derpå. Første gang havde pædagogerne, uden at sige noget, rykket rundt på nogle borde nede i 'caféen', som vi kalder spisestuen i stueetagen. Jeg var ude af mig selv og skar mig, for måske var der ikke mentalt plads til mig i det nye arrangement. Senere blev alle pigerne rykket op på anden salen i forbindelse med omstruktureringen, hvor vi kom til at sidde ved borde inddelt i vores teams, dvs sammen med dem som hører til den samme gruppe pædagoger. jeg reagerede ved at have det skidt i mange mange måneder. Og nu er den så gal igen.

I fredags fik jeg som den første at vide, at nogle af pigerne skal rykke pladser oppe ovenpå, således at vi kommer til at sidde sammen to og to, med en fra hvert team, og jeg reagerede ved at græde mig igennem weekenden. Det gjorde jeg, selvom jeg egentlig er ret heldig, jeg skal nemlig sidde sammen med Beks, den veninde jeg engang imellem snakker om her på bloggen. Men alligevel var jeg så godt som utrøstelig, for i min verden er det en kæmpe stor ændring og jeg hader ændringer.

Pædagogerne er ved at vænne sig til mit had/frygt for ændringer, så nu får jeg en sms med selv de mindste ændringer, helt ned til når der bliver rykket rundt på nogle potteplanter, hvilket driver mig til vanvid, for jeg er ligeglad med potteplanterne, og jeg er ked af, at pædagogerne ikke forstår hvilke ting der er vigtige for mig, og hvilke der ikke er, men jeg forstår det ikke engang selv, så jeg kan heller ikke fortælle dem det.

Da jeg fik at vide, at vi skulle rykke pladser, startede pædagogen med at sige, at det bare var en lille ting hun ville fortælle mig, men hvis det bare var en lille ting, hvorfor reagerede jeg så så kraftigt? Hvis det bare var en lille ting, hvorfor gør det så så ondt? De forstår det ikke, for vi har jo snakket om at rykke rundt lige fra starten, og det har vi, men jeg troede at de mente ved bordene og ikke imellem bordene.

Det hele skal nok blive godt til sidst. Jeg kan mærke hvordan jeg lige så stille vænner mig til det, og jeg har slet ikke skåret mig i denne omgang. Jeg har helt ondt af Beks, over at jeg har haft så meget imod at skulle sidde sammen med hende, men det er ikke hende der er problemet, det er mig, og vi skal nok få det rigtig hyggeligt, når jeg lige har vænnet mig til den nye situation.