En god gerning

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive i weekenderne, but here we go.

Jeg har tænkt meget over den gode gerning jeg fik som bod.

I går da jeg stod og ventede på bussen, kom der en gammel svagtseende dame gående. Jeg kunne godt se, at der var noget hun var i tvivl om, så jeg iagttog hende for at finde det rigtige tidspunkt at tilbyde min hjælp. Hun henvendte sig dog til en anden ung kvinde, der kunne hjælpe hende hen til det rigtige busstoppested.

Jeg greb mig selv i at blive misundelig. Hvorfor spurgte hun ikke mig? Er der da noget galt med mig? Virker jeg fjendtlig? Jeg tror endda, at jeg kom til at skule lidt efter dem.

Det slog mig hvor dumt det var af mig. Jeg ønskede jo ikke at gøre en god gerning for den ældre dames skyld, eller jo, jeg ville gerne hjælpe hende, men jeg ønskede jo hovedsageligt at gøre det for min egen samvittigheds skyld. Det var faktisk godt, at jeg ikke fik mulighed for at hjælpe hende, for det fik mig til at indse, hvor egoistisk og misforstået jeg havde grebet det hele an. Jeg skal jo ikke gøre gode gerninger for at rense min samvittighed, jeg skal bare finde den side af mig selv, der gør gode gerninger, ikke for mig selv, men for Gud og min næste, simpelthen fordi det er det rette at gøre og ikke for at få en belønning.

Jeg skal ikke gå og lægge planer for hvad jeg helt præcis kan gøre, jeg skal bare være mig selv i en forbedret version.

Er en god gerning overhovedet en god gerning, hvis den er gjort med skumle bagtanker? Hvis jeg havde fået lov til at hjælpe damen, havde jeg så ikke skadet mig selv? Jeg ville have haft en falsk følelse af at være et super godt menneske, ja nærmest en helgen.

Tak, Gud, fordi du sendte en anden ung kvinde til at redde mig fra mig selv.