Gud elsker mig ubetinget, lige præcis lille bitte ubetydelige mig, og det skræmmer mig. Jeg vil ikke elskes, for jeg synes ikke, at jeg fortjener det. Jeg vil ikke elskes, for jeg er så fuld af fejl, at jeg må have været en fejltagelse, måske endda et djævle barn. Jeg tør ikke at blive elsket, for så skal jeg sænke paraderne og lade mig elske. Jeg tør ikke at blive elsket, for det forpligter til også at elske Ham, og jeg tør ikke at elske, for så bliver man såret. Jeg frygter Hans kærlighed, for jeg kan ikke leve op til den. Jeg ved at Han elsker mig alligevel, og det gør så ondt, at det gør ondt, sådan rigtig fysisk ondt.
Kære Gud. Frels mig ikke. Jeg fortjener dette helvede jeg har skabt for mig selv.
Nogle gange, når jeg er sammen med andre katolikker, og jeg kan se, at de er glade og elsker og lader sig elske, så kan jeg dele deres glæde, men det er bare så forfærdeligt svært når jeg er alene, og det er jeg det meste af tiden.
Kan man overhovedet være en god kristen, når man ikke kan elske og blive elsket?
Jeg skammer mig over at tale om det, for det burde være så let, det er jo derfor man er kristen. Jeg er bange for menneskernes dom. Bange for at blive udelukket fra Kirken, bange for at ateisterne vil pege og sige "hvad sagde vi", bange for at skulle gemme mig bag en mur af løgne.
Dette er den sande usikre mig. Jeg ønsker at være en god kristen, men som alt andet i mit liv gør jeg det bare ikke godt nok.
Jeg bekender for Gud den almægtige, og for jer, mine brødre og søstre, at jeg ofte har undladt det gode eller gjort det onde.
Jeg har syndet i tanke, ord og gerning, ved min skyld, ved min skyld, ved min store skyld.
Derfor beder jeg den hellige jomfru Maria, alle engle og helgener, og jer, mine brødre og søstre, at bede for mig til Herren vor Gud.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar