Er der noget mere skræmmende end når en man holder af holder op med at frygte døden? Det skulle da være at hun kun frygter døden, fordi hun ikke tror på at hun er værdig til Himmelen.
Jeg råder mine veninder og mig selv til ikke at give op, til ikke at vælge den lette løsning, men det er ikke helt sandt. At give op er ikke den lette løsning, der er ingen lette løsninger. At give op er hvad vi bliver fristet til når kræfterne slipper op, det er hvad vi gør som den sidste udvej.
Det er ikke spor let at lade sig opsluge af mørket. Det er ikke let at se alt det man har kæmpet for forsvinde mellem fingrene på en. Det er ikke let at tænke på, at man bare burde tage sig sammen, og at det er det folk forventer, eller man tror de gør.
Folk siger til os, at vi har forpligtelser overfor venner og familie, at der er folk der holder af os, men tro mig, vi ved det, og alligevel så gør vi ikke. Vi kan ikke tro på at vi er nok værd, vi kan ikke tro på at vi fortjener det.
Når man står på grænsen mellem at kæmpe og give op, måske er det der, at vi er mest sårbare. Hvad der får en til at falde den ene eller den anden vej kan komme an på så meget. Man kan have den hyggeligste weekend og så alligevel give op om mandagen. Man kan have en forfærdelig lægesamtale og alligevel kæmpe sig igennem weekenden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar