Efterårslejr

I aften drager jeg af sted på katolsk ungdomslejr.

Jeg er nervøs for menneskerne. De fleste deltagere er teenagere med liv helt uendeligt forskellige fra mit. Vil de være nysgerrige? Jeg fortæller gerne. Vil de være forskræmte? Jeg forstår dem godt. Vil de være ligeglade? Jeg kommer jo nok ikke til at snakke med så mange af dem. Sidste år holdt jeg et improviseret oplæg om selvskade. Det var fedt at give noget videre.

Jeg ved ikke hvad jeg forventer af denne tur. Jeg håber nok på et spirituelt boost, men den danske blufærdighed når det gælder tro har også grebet den katolske ungdomsforening. Jeg kan ikke lide at tale ondt om den, for den har givet mig nogle fantastiske oplevelser og gode venner, men der mangler altså noget.

Jeg tror, at de er bange for, at de unge ikke gider alt det der med Kirken, og derfor desperat prøver at holde fast på dem, også selvom det betyder at gå på kompromis deres idealer. Det er en uheldig tendens, for det skræmmer mange af de troende unge væk og skaber en vis modvilje.

Jeg ved ikke om jeg ligefrem høre til de mest troende unge, ved ikke lige hvordan man skal måle det, men jeg har brug for disse katolske lejre for at komme videre i mit religiøse liv, så når det viser sig, at der ikke er så meget tros halløj, så bliver jeg skuffet.

Jeg har brug for at lære om min tro, lære om dogmer, lære om bøn, lære og hvordan man praktiserer alle de fine ting jeg læser og snakker om. Jeg har brug for at andre sætter tid af, hvor jeg kan bede, så jeg ikke udskyder det i det uendelige. Jeg har brug for så meget, men kan jeg få det på denne lejr?

Jeg ved ikke om jeg får hvad jeg ønsker, men jeg er en uhelbredelig negativ misantropisk optimist. Sprogligt hænger det slet ikke sammen, men det passer meget godt til mig. Jeg brokker mig i det uendelige, især over mennesker, men alligevel håber jeg altid på det bedste.