Jeg er blevet angrebet af et spøgelse fra min fortid. Jeg kender en af de piger der deltager i et af de utallige programmer på TV. Jeg ser ikke programmet, men hver gang jeg ser reklamer for det, bliver jeg overvældet af kvalme og husker alle de ting hun sagde og de ting hun kaldte mig. Selv når fjernsynet er slukket, husker jeg. Jeg håber ikke at hun vinder, for jeg orker ikke at se hende på forsiden af alle bladende.
Det værste er at jeg sidder og hader min søster, for de var bedste veninder den gang, og hun ændrede sig og blev lige som hende. Jeg vil ikke hade min søster, ikke nu hvor vi endelig har fået et godt forhold. Jeg vil ikke hade min søster, for det var jo ikke hendes skyld, at jeg i forvejen havde det så skidt med mig selv, at de kunne knække mig. Jeg vil ikke hade min søster, for hun er en god pige.
Jeg ville sådan ønske at jeg ikke vidste hun var med, men jeg bliver fristet til at se det. Jeg ønsker at se, om hun har ændret sig. Måske er hun blevet en sød pige, som jeg ikke længere kan være bekendt at hade. Måske er hun lige så skrækkelig som alle de andre finker i den slags programmer. Måske håber jeg at se, at der er andre der også hader hende. Måske håber jeg at se nogen sætte hende på plads.
Måske håber jeg at se hende fejle. Er det ondt af mig at tænke sådan? Men jeg får kvalme og uro hver gang jeg ser reklamerne. Jeg vil bare have fred. Fortiden bør forblive i fortiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar