Jeg har ikke haft det så godt de sidste par dage. Nogle gange går jeg bare i stå midt i at lave ingen ting. Så står jeg bare midt i rummet stivnet i en ligegyldig handling. Jeg står nok sådan i 30 sek før en lyd fra gaden eller fjernsynet vækker mig igen.
Jeg er bange, bange for at vinterdepressionen kommer og lammer mig. For mig er det ikke længere et spørgsmål OM den kommer, men om hvornår den kommer og hvor kraftig den bliver.
Frygten får mig til at handle. Der er så meget jeg vil nå før jeg bliver lukket inde i min lejlighed og først kommer ud til foråret. Der er så mange venner jeg vil nå at se inden, så mange ting jeg vil opleve, og jeg frygter at jeg har travlt, så jeg fylder min kalender med så mange aftaler jeg kan, og jeg nyder hver og en.
I går gjorde jeg noget, der for nogen nok er helt normalt, men for mig er det noget ganske særligt. Jeg mødtes med en veninde, som jeg havde mistet kontakten med i næsten 2 år. Vi satte os på en café og drak en kop kaffe og en cola. Vi snakkede og snakkede som om vi aldrig havde været adskilt.
Bagefter gik vi i butikker og kiggede på småting. Jeg fik købt en julegave, em fødselsdagsgave og lidt til mig selv.
Som i kan se, så skete der ikke noget ganske særligt, men jeg fik en helt klar fornemmelse af, at vinterdepressionens komme virkede lidt fjernere og lidt mindre skræmmende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar