Travle pædagoger

Besparelser, de rammer hele landet, så hvorfor ikke også os...

I løbet at året er der blevet to færre pædagoger, en ekstra beboer og antallet af vikartimer er blevet sat ned, og det kan mærkes.

Jeg havde et rigtigt nært og godt forhold til min tidligere kontaktpædagog. Det blev bygget op ved at vi igennem 1½ år tilbragte op til 8 timer sammen om ugen. Jeg er meget svær at aflæse, men hun kunne. Jeg er meget svær at hjælpe, men hun kunne. Hun måtte desværre sige op af personlige årsager.

Jeg har så få en ny kontaktpædagog. Jeg kan godt lide hende, hun er sød og dygtig og hun vil virkelig gerne det her, men på grund af nedskæringer, fik vi tildelt 1 time sammen om ugen. 1 time, det er ingen ting, det er nul og nix. Der til skal lægges, at en uge var hun syg og en var hun syg og en uge var jeg i Odense og en i København, og så går der pludselig flere uger mellem vi ses, og det går bare ikke, hvis jeg skal være tryg nok ved at åbne op og krænge min sjæl ud.

I sidste uge blev alle skemaer lagt om, så nu har jeg 2 timer ugentligt med min kontaktpædagog og 2 timer med en ekstra kontaktpædagog. Det er sådan okay. Man kan fristes til at lægge det sammen og sige, at jeg jo sammenlagt har 4 timer med mine kontaktpædagoger, og det er jo ganske fint, men sådan fungerer det ikke, det er jo to vidt forskellige personer.

Min frygt er, at en vinterdepression sætter ind uden at nogen af dem vil nå at være klar til at gribe mig.
Min frygt er, at de har så travlt, at de ikke har tid til den ekstra omsorg en psykisk svækket eller syg har behov for.
Min frygt er, at jeg og de andre beboere ender med at stå helt alene imens pædagogerne farer rundt.

Jeg er bange, okay, det siger jeg tit, men frygt er en stor del af min identitet. Jeg er bange, jeg tænker hele tiden på, om mit bosted kan opfylde de behov jeg har. Jeg tænker på om jeg vil blive nødt til at flytte fordi følelsen af at blive overset og glemt bliver for stor. Jeg tænker på, om jeg er et forfærdeligt menneske, fordi jeg ønsker pædagogernes opmærksomhed.

Nogle gange ender mine tanker ud med dødstanker. Lige pludselig bliver jeg overmandet af følelsen af, at jeg ikke kan holde det ud, at der ikke er nogen løsning, at det bedste ville være at sluge en masse piller. Heldigvis holder tankerne hurtigt op, det er ikke noget jeg tror jeg vil agere på, men jeg er bange for at det bliver værre.

Nogle gange tænker jeg på, om jeg er en dårlig kristen, at mit forhold til Gud burde være vigtigere end mit forhold til mennesker, men lige nu er det ikke det jeg føler. Jeg vil have et fysisk kram.