Bøn kræver mod

Noget som mange mennesker ikke ved er, at bøn kræver mod.

Når man står alene sammen med Gud, og al hverdagens fnidder er lagt på hylden, da kan man se sig selv i et helt nyt lys, og det er ikke nødvendigvis et kønt syn.

Man ser hvordan Gud elsker en betingelsesløst og en manglende evne til at tage imod (det er der jeg er nu), men med øvelse lærer man at se, at det nettop er det smukke ved Guds kærlighed, at han elsker en alligevel, og at det smukkeste man kan gøre er at sige 'ja' til hans kærlighed. Det er det der er mit mål, at komme derhen igen.

Jeg har været der før, dengang før sygdommen helt slog benene væk under mig. Det var smukt. Jeg kunne tilbringe timer i bøn foran Jesus i brødets skikkelse. Jeg turde se på mig selv igennem hans øjne, for derigennem at blive et bedre menneske. Nu kan jeg ikke en gang tilbringe 5 minutter med mig selv.

At kunne vende tilbage til bønnen kræver to ting.
For det kræver det øvelse. Lige som alt andet, sætter man sig ikke bare ned en dag og mestrer det til perfektion.
For det andet skal det være Guds vilje. En samtale skal gå begge veje, så hvis Gud har andre planer for en, må man tålmodigt vendte. At Gud lader en vente betyder ikke, at man er en dårlig kristen, det betyder bare at Gud har andre planer med en.

Mange store helgener oplevede denne venten. St Therese af Lisieux var en af disse, hun tilbragte dag efter dag i bøn om at Jesus ville se på hende igen. Det er historier som disse, der giver mig mod til at tro, at tingene kan blive bedre for mig en dag, og det er en af de vigtige ting som helgener gør, de giver os håb.

I går fandt jeg modet til at prøve at bede en lille aftenbøn, men jeg var for træt. Gang på gang gled jeg ind i en urolig feberdøs fyldt med underlige drømme. Bøn er mange ting, og helt mislykket var det ikke, for jeg fandt en fortryllende ro og jeg fandt klarhed over, hvad alt det ikke så sjove jeg har været igennem skal gøre godt for.

+JMJ