Af sted til København

kl er 3 om natten, og jeg har allerede været oppe i to timer. Jeg ved ikke hvorfor, men en gang imellem vågner absurd tidligt, selvom jeg ikke går tidligere i seng. Jeg håber, at jeg kan få lidt søvn i toget mod København, hvor jeg skal besøge en veninde, men jeg tvivler.

Jeg kan egentlig godt lide at køre med tog. Man skal selv sørge for at komme af og på det rigtige sted, men imellem de to punkter kan man opnå en forbløffende ro, hvis man da ikke bliver udsat for en af de tre største farer fra DSB.

Aller værst er det, hvis man bliver jaget ud af toget og ind i en bus eller over i et andet tog. Det uventede, og denne store hob af mennesker, der som et vildt dyr bevæger sig, som en larve der trækker sig sammen og strækker sig for at komme frem, og hundreder af menneskers vrede stemmer der samler sig til en uvenlig knurren fra dyrets bug. Så kommer frygten for at gøre noget forket, frygten for at blive ladt tilbage, frygten for det ukendte.

Langt oftere sker det dog, at toget bare er overfyldt, at man bliver tvunget til at forholde sig til andre menneskers kropsvarme, deres stemmer og deres væren der. Det kan være interessant at sidde og iagttage folk, som dyrene i zoologisk have, men der kommer et punkt, hvor det hele bare bliver for meget, hvor der er så mange indtryk, at man bliver kvalt.

Så nogle gange går alting bare skævt. Sidst jeg skulle til København stod jeg på perronen, da mit tog pludselig forsvandt fra skærmende. Jeg er på mange punkter forholdsvis intelligent, men min hjerne kunne ikke kaperer, at toget det ene øjeblik stod der og det næste var det væk. Jeg blev angst og begyndte næsten at græde. Jeg fortalte damen ved siden af mig om min Aspergers og om, at det var virkelig svært når noget sådan skete. Hun var utroligt hjælpsom, og fik snakket mig til ro.
Toget kom, men det manglede nogle vogne, blandt andet den jeg havde pladsbillet til. Jeg kunne slet ikke overskue at skulle vendte til næste tog, så jeg fik møvet mig ind på en af de få ståpladser der var. Det var trangt og alt for varmt, men i det mindste kom jeg med.
Da jeg stod af mødte jeg igen damen, der spurgte om jeg klarede det, og jeg kunne stolt sige, at jeg var helt rolig igen.

Normalt går det dog fint, og jeg er for det meste heldig. Så kan man sidde med sin bog, eller sidde og stirrer ud af vinduet på landskabet der glider forbi, på træerne og markerne og på folk der lever deres liv helt upåvirkede af at man kommer forbi. nogle gange, er det kun på mine togture, at jeg virkelig har en fornemmelse af årstidernes skiften, når man ellers kun har folks forknytte forhaver at forholde sig til.