Om nørderi

I skolen var jeg lidt af en nørd på den ufede måde. Jeg havde en stor viden om mange ting, bare ikke om de ting lærerne ville have.

I folkeskolen var jeg bare underlig og mit hår helt forkert, men det er en anden historie.

I gymnasiet var det især et problem, at jeg interesserede mig for de forkerte, og lærerne beskyldte mig endda for at lyve om om fakta under enkelte diskussioner. Jeg kunne dog ikke se, hvorfor det skulle være mit problem, at bogen ikke omtalte at Hitler ikke ville sende vinterforsyninger til sine tropper ved Stalingrad.

På universitetet fandt mine medstuderende det overbærende underholdende, når jeg rodede i mærkværdige kilder om semitisk filologi og sagde kelev (heb) hedder kulba (syr) og gamal gumlah og sådan er det hele vejen igennem (konsonanterne er de samme, det er kun vokalerne der ændres (h er ikke en konsonant, men en vokalforlænger)).

Så fik jeg min Aspergerdiagnose, og pludselig blev det legitimt at være nørdet, for alle der ved noget om Aspergers ved at vi har næsten sygelige særinteresser der for udenforstående kan virke helt ude af sammenhæng. En særinteresse er et sted man kan trække sig tilbage til, når verden omkring en bliver skræmmende og uoverskuelig, lidt lige som en spiseforstyrrelse.

Er min spiseforstyrrelse så bare en særinteresse, det er der nogen af de læger jeg har mødt ser synes at mene, men det er egentlig ikke det jeg vil snakke om her.

Jeg hverken studerer eller arbejder, så jeg har manglet et forum at være nørdet i. Det nytter ikke noget at være nørdet for sig selv, det fungerer i hvert fald ikke for mig. Det er som at sprudle af glæde og ikke have nogen at dele sin glæde med. Det ender med bare at være en flad fornemmelse.

Jeg har folk jeg burde kunne dele mit nørderi med, men selvom jeg har haft min aspergerdiagnose i over 4 år, så prøver jeg stadig at bevare en facade og prøver at virke helt normal, og jeg har det meste af mit liv lært at nørderi IKKE er helt normalt, så jeg prøver at holde mund.

Nu har min far fundet et forum til mig, Wikipedia. Jeg kunne aldrig selv finde på at bruge siden som kilde til at skrive en opgave, men hvis man studerer det nøje, lærer man at se hvad der er fornuftigt og hvad der ikke er.

Selv læser jeg ikke mange artikler derinde, men når jeg bliver i et nørdet humør og jeg føler en ubærlig trang til at være nørdet, så finder jeg en bog om et måske lidt absurd emne og en artikel der mangler eller har brug for at blive arbejdet videre med, og så går jeg i gang.

I går brugte jeg et par timer på Lille My fra Mummitroldende og hendes retorik og måde at argumentere på. Tekstens forfatter kunne ikke lide hende, han fandt hende i mine ord alt for grov og manipulerende. Jeg synes nu at hun gennem et barns helt specielle logik afslører de voksnes stupiditet.

Jeg kan dog stort set kun skrive når jeg er hjemme ved min far for alle de der java koder og regler for opstilling er sort snak for mig.