Det gik, jeg kom til messe to dage i træk, og jeg holdt ud til den bittersøde ende. Jeg havde brug for at gøre det mere end en gang for at kunne beskrive det, ellers var mit hovede bare et brusende virvar af tanker og følelser.
Dagen startede ud med, at min psykiater satte mig op i angstdæmpende medicin. Det var min ide, for jeg synes ikke, at det bør være rigtigt, at jeg ingenting kan foretage mig om eftermiddagen på grund af angst. Det var min psykiater enig i.
Da tiden nærmede sig for, at jeg skulle af sted, begyndte nervøsiteten at snige sig ind på mig. Det var som om alle de bevægelser jeg gjorde blev mere tydelige. Måden hvorpå jeg holdt glasset, hvordan jeg tog mit overtøj på, og hvordan min krop bevægede sig hver gang jeg tog et skridt. Det var en meget mærkværdig fornemmelse, og ikke just behagelig.
Nede i kappellet kom angsten. Det var ikke den slags angst der føles kvælende, det var bare hjertebanken og hedeture. Alle andre sad med deres jakker på, mens jeg sad og var irriteret over, at jeg ikke havde en t-shirt under min sweater, så jeg kunne tage den af. Hele tiden måtte jeg hive mine ærmer op for bare at få en lille smule kølighed.
Onsdag startede messen med en rosenkransbøn, hvilket var fint nok, jeg kan faktisk godt lide rosenkransen, selvom jeg ikke beder den så tit. Pludselig blev det så min tur til at bede for. Jeg blev så paff, at jeg glemte mit fader vor. Jeg slyngede bare sætninger ud, men min bevidsthed var sat ud af kraft, så jeg ved ikke om det jag sagde var rigtigt. Jeg holdt dog øje med de andre, og ingen så ud til at reagere, så helt forkert var det nok ikke.
Jeg ved ikke hvor meget jeg fik ud af messen, hverken i går eller i onsdags. Det tager mig meget lang tid at vænne mig til noget nyt, og jeg må jo erkende, at der er gået så lang tid, at messen er ny for mig. Jeg sad bare på min plads (eller stod eller knælede) og prøvede at rumme, alt det der skete omkring mig.
Hvad jeg dog fik ud af de to aftener var to timers ro, to times indre stilhed. Angsten var der, angsten er der altid, men det gjorde ikke noget, jeg havde ikke brug for at aflede tankerne ved at skrue op for fjernsynet eller ved at spise den ene ting efter den anden i en uendelighed. Der var bare mig og Gud og mine fede lår.
Ja, jeg er ikke spor perfekt. Jeg kunne ikke tilbringe hele tiden fordybet i bøn. Mine tanker blev ved med at vandre, og et af de tilbagevendende emner var, at min vægt i går var usædvanligt høj. Jeg blev mindet om det når jeg sad på bænken og så på mine lår, og jeg blev mindet om det når jeg stod med hænderne foldet ud for min navle og jeg kunne mærke min mave.
Jeg ved ikke om det skyldes min ADD, at min tro bare ikke er stærk nok, eller om det er et problem som mange har, jeg har i hvert fald svært ved at holde koncentrationen i en time eller deromkring.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar