Jeg går ind for sundhed. Jeg går ind for, at man kan få hjælp til at ændre sin livsstil til det bedre. Men jeg går ikke ind for regeringens fedtafgift.
De fleste af mine madvaner er ganske sunde, så det er egentlig ikke noget, jeg kommer til at mærke alt for meget til.
Til at starte med kunne jeg lide ideen. Jeg tænkte at Danmark ville blive en nation af friske sunde mennesker der kunne være en model for andre lande. Måske vi bliver et forbillede, men ikke et kønt et af slagsen.
For er fedtafgiften ikke blot en sund middelklasses forsøg på at presse deres moral ned over hovedet på en mindre sund arbejderklasse? Det er os, middelklassen, der ved hvordan man skal leve sit liv på den rigtige måde, og hvis de andre ikke kan finde ud af det, så må de bøde for det. Hvis de vil æde sig ihjel, skal de i det mindste være med til at betale en større del af regningen.
Når vi rammer dem på pengepungen, er det eneste resultat så ikke bare at vi graver en endnu dybere grøft mellem rig og fattig, for jeg tvivler personligt på, at det vil have en kæmpe sundhedsmæssig effekt.
Spørgsmålet er vel også et om personlig frihed. Hvor meget skal staten have lov til at blande sig. Ind til nu, har jeg syntes, at det var ganske praktisk at staten blandede sig, det gjorde mange ting meget lettere, når jeg for eksempel bare skulle udlevere mit personnummer og en underskrift og så kan vedkommende selv finde de relevante oplysninger om medicin og indlæggelser uden at jeg skulle løfte en finger.
Men nu begynder jeg at blive vred. For mig er mad noget dybt personligt, næsten lige så personligt som min tro (men også kun næsten). Og staten skal IKKE blande sig i hvad jeg spiser. Hvis jeg vil leve sundt, skal det være fordi jeg gerne vil leve sundt, ikke fordi jeg ikke har råd til andet. Staten skal i hvert fald ikke tjene på min ulykke.
Jeg kan godt føle mig bedre end de fede mennesker i de programmer jeg elsker at se, men jeg skammer mig. Fed mad skader ikke andre end den der spiser den, i modsætning til cigaretter, så hvis nogen har det fint med at æde sig ihjel skal de have lov til det, jeg skal nok være med til at betale min del af hospitalsregningen uden at kny.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar