De siger, at det skulle være så sundt det der sport, men jeg synes at det er stygt. Alligevel pakkede jeg mig godt ind og snørede løbeskoene og så af sted i en fart, der var til skamme sig over. Det varede nok kun 30 sekunder før jeg blev mindet om hvorfor jeg ikke gør den slags normalt. Mine lunger skreg af smerte, min næse var kold, mine ben gjorde ondt, mit hjerte var ved at eksplodere og og mit åndedræt lød som en gammel liderlig mand. Det var helt igennem en modbydelig oplevelse, og så har de den frækhed at sige, at man kan lære at holde af det. De har jo nok ret, men hvor mange lidelser skal man igennem før det er til at holde ud?
Jeg er en stor fan af Bente Klarlund Pedersen, og hun fortæller ikke bare at motion er sundt, men også hvorfor. Jeg er en stor tilhænger af videnskab, og tallene har overbevist mig, men jeg synes altså ikke at det er sjov. Hun siger, at folk tit spørger hende "hvor lidt motion kan jeg nøjes med", men jeg har luret hende, hun kommer aldrig med et svar. Hun fortæller altid hvor slemt det er, at være helt inaktiv (ca 2,000 skridt om dagen) og hvor godt det er at være meget aktiv (10,000), men der er altså en hulens masse mellem de to tal
Mit snit ligger nok på omkring 7-8,000 skridt om dagen. Ja jeg kan godt komme op på over 10,000, men min Fakta ligger kun 1,000 skridt væk og en tur ned til byen og tilbage igen er kun 4,000 og så er der ikke mange andre steder jeg kan gå hen for uden at få et angstanfald.
Kun en gang i mit liv har jeg fast gået over 10,000 skridt om dagen. Jeg var indlagt på psykiatrisk, hvor de skulle overbevise mig om, at det var en god ide at spise bare en lille bitte smule. Deres kostplaner var så angstprovokerende, at jeg efter alle 6 måltider vandrede rundt og rundt og rundt i en lille gårdhave der var til afdelingen (med fine tilråb fra mændene på retspsykiatrisk). Jeg kunne gå mellem 12 og 48,000 skridt om dagen, men så snød jeg også og gik fra Risskov ind til byen, rundt og rundt og rundt og så tilbage igen og ud i gårdhaven.
Dette indlæg er måske lidt negativt, det skyldes, at jeg er i vildrede, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal tænke om alt det her sundheds halløj, jeg er fan og modstander på en og samme tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar