Jeg er blevet sat ned i timer hos min psykolog. Jeg troede helt ærligt, at det ikke ville betyde det store om jeg så hende en gang om ugen eller hver anden, men det gør det.
Sidste uge gik alting udemærket. Jeg havde for eksempel ikke haft ædeflip (i forbindelse med min bulimi) i tre uger, hvilket er rigtig lang tid, som i seriøst lang tid. Indrømmet, alle ting tog lidt længere tid, end de gjorde for blot en måned eller to siden, men min hverdag fungerede.
I denne uge er det hele ramlet. Jeg har brugt hele mit madbudget på hvidt brød, smør og ost, for blot at gå hjem og spise det i en uhyggelig fart for blot at bøje mig foran toilettet i et næsten religiøst ritual.
Jeg ryster hele tiden, og jeg prøver at dæmpe følelsen med mad, selvom jeg på forhånden ved, at det ikke vil hjælpe. Angsten er der hele tiden og prøver at kvæle mig.
Herre Jesus Kristus, giv mig styrke at stå imod.
Det er en meditativ bøn, jeg har lært mig selv, men mine tanker flyver og jeg ender med at gemme mig under dynen i håb om, at i morgen vil blive bedre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar