Dovenskab

Jeg havde en meget lang og meget travl fredag, så i weekenden har mit energiniveau været helt i nul.

Jeg lader mig fortælle, at det er en del af min Aspergers, men at jeg med tiden vil lære at planlægge min tid, så det ikke sker så ofte som det gør nu. Jeg bliver irriteret når de siger det, for jeg hader når mit handicap hæmmer mig i de ting jeg gerne vil. De siger, at det ikke hæmmer mig, jeg skal bare tage det roligt, men jeg er uenig.

Resultatet var at jeg havde den ultimativt mest dovne weekend. Jeg var så træt, at jeg ikke orkede at gå udenfor en dør. Ikke fordi jeg var fysisk træt, men fordi mit hovede ikke kunne klare alle de sanseindtryk verden udenfor byder på.

Ikke-autister tænker nok ikke på hvor forvirrende verden er, hvor hårdt det kan være at holde øje med trafikken og andre fodgængere, eller hvor meget hjernen skal arbejde hvis ikke Fakta har det man skal have.

Så jeg har holdt mig inde hele weekenden. Jeg chokerede mig selv ved kun at gå 3000 skridt om dagen hvilket er absolut nul og nix. Jeg sad i min sofa og så dårlige tv-programmer hele dagen begge dage. Jeg har altid tænkt på mig selv som forkælet, men de forkælede amerikanerbørn på TLC er i en helt anden liga. Det er vist bare en prøvekanal, så den dag den forsvinder bliver der krise, jeg kunne sikkert finde på at betale ekstra for at få den, for det bliver næppe den sidste gang jeg får brug for at dovne, min Aspergers forsvinder jo aldrig.

Søndag var jeg stadig træt, men min weekend angst, var helt utroligt svag, så jeg overvejede, om jeg skulle finde søndagstøjet frem og gøre et af mine alt for sjældne visiter i kirken, men så huskede jeg at der var adventsfest dernede. Jeg ved ikke om det betød flere mennesker, men jeg frygtede det. Mest af alt frygtede jeg tiden lige efter messen. Jeg havde hverken meldt mig til eller betalt, men jeg frygtede, at præsten ville tage fat i mig og sige at det nok gik alligevel, jeg kunne ikke overskue en fest, især ikke med spisning. Endnu mere frygtede jeg, at ingen ville invitere mig. Jeg kommer der ikke, så jeg er nærmest et ikke-medlem af menigheden, og det gør ondt, for jeg vil jo gerne. Sammenholdet er jo en af de vigtigste ting ved at være katolik, hvad skulle man ellers med dåben og fredshilsenen (i dåben byder vi det nye medlem velkommen i den store katolske familie. Fredshilsenen er en del af messen hvor vi giver hinanden hånden eller et knus og siger "Guds fred").

I stedet for at gå til messe, gik jeg ud i køkkenet, hvor den ene af mine kontaktpædagoger stod og lavede brunch. Jeg ville ikke med til selve brunchen, for der ville komme syv, og det var mere end jeg kunne klare, men jeg kunne godt skære lidt frugt og lave en omelet, det var også rart at få snakket lidt med hende. Jo bedre vi kender hinanden, des lettere vil hun få ved at gribe mig, hvis vinterdepressionen sætter ind.

Jeg er ked af, at jeg ikke kom til messe. Næste søndag er første søndag i advent, og mit mål med denne blog var jo, at jeg skulle blive fortrolig med at komme til messe igen inden julemessen (den smukkeste messe lige efter påskemessen). Jeg tror ikke, at jeg når det, jeg har jo ikke været af sted en eneste gang...

I dag er jeg næsten vågnet igen. Jeg trænger i hvert fald til at røre mig, men GLS vil aflevere en pakke hos mig mellem 8 og 16, så endnu en gang kan jeg ikke forlade min lejlighed.