Ingen kontakt

Min aller bedste veninde er indlagt på en afdeling for anoreksipatienter i Ballerup, og hun er ikke tilfreds. Jeg ved ikke hvor mange af historierne, som hun fortæller, der skyldes, at det er en dårlig afdeling, og hvor mange der skyldes, at hendes sygdom der stritter imod behandlingen.

Der er ikke meget rigtigt man kan gøre og sige til en anorektiker, især ikke når de er indlagt, men som veninde vil man jo bare så gerne gøre noget bare et eller andet, så jævnt gennem dagen, ca en gang i timen, sender jeg hende et lille hjerte. Nogle gange afveksler jeg det med sladder fra min dagligdag, men det kræver overskud at svare på en tekstbesked, fordi man skal forholde sig til den, og hun har ikke noget overskud. Et hjerte kan man lidt lettere bare besvare med et hjerte. Nogle gange sender hun en rigtig sms, men de fleste gange hører jeg slet ikke noget, men det gør ikke noget, jeg er et tålmodigt menneske.

I går modtog jeg dog en besked om, at hendes mobil vil være slukket indtil på tirsdag. Jeg fik ikke at vide hvorfor, men jeg regner med, at det er en form for straf, fordi hun har tabt sig, eller fordi hun ikke vil gøre som de siger. Jeg forstår godt til dels personalets frustration overfor anoreksipatienter, de må være meget vanskelige at arbejde med, men jeg tror ikke, at de tænker over, at de også afstraffer mig.

Jeg har et rimeligt antal venner, men det er egentlig kun Måne som jeg har jævn kontakt med. Jeg savner hende allerede. Jeg savner både hende, og det at have nogen at skrive til (og med). Selvfølgelig ønsker jeg mest af alt at hun bliver rask, eller at hun i det mindste får det bedre, og hvis hun bliver det på denne her måde, so be it, men jeg er en dybt egoistisk person, så jeg ønsker at have hende for min egen skyld.