Om at få sin psykolog til at græde, næsten da

Sandaler fra Billi Bi

I går talte jeg med min psykolog om, at jeg på det seneste har brugt en masse penge på mig selv, og at det er meget svært at forholde sig til. Det er det af mange grunde, men en af dem er, at min tidshorisont har ændret sig markant. Tidligere kunne jeg godt bare bruge min regnjakke som sommerjakke, for det hele kunne være lidt lige meget. Jeg har nu erkendt, at jeg nok ikke går hen og begår selvmord eller sulter ihjel i morgen, og jeg derfor nok skal overleve til til jeg bliver 30, og derfor kan det faktisk godt betale sig at investere i ting der kan holde i et par sæsoner, som fer eksempel en ordentlig og pæn sommerjakke eller et par pæne sandaler.

Da jeg sagde det, var min psykolog lige ved at begynde at græde, altså på den gode måde. Hun har efterhånden fulgt mig i mange år, og det er første gang hun hører mig sige noget sådan. Det er jo som om jeg ligefrem er begyndt at blive voksen.

Jeg ved ikke i hvilken grad folk ville kunne forstå hvor signifikant denne udvikling er, det med pludselig at forstå, at man kommer til at overleve dette her, og med ikke at være bange for at overleve, for ja, jeg har igennem de sidste 10 år været rædselsslagen ved tanken om at jeg måske ville overleve. Overlevelse ville nemlig betyde, at man skulle lægge planer for sit liv og tænke fremad. Det ville betyde, at man skulle se sig selv i øjnene og anerkende sig selv som en der også FORTJENER at overleve.

I en stor del af mit liv har jeg været plaget af selvmordstanker, men det er ikke nødvendigvis selvmord dette emne handler om, det er mere generelt end som så. Tidligere handlede 90% af mit liv bare om at overleve timen, dagen, ugen, også selvom jeg ikke engang vidste om jeg ønskede at overleve. Det dette her handler om er, at jeg har fået det så meget bedre, at det sætter kræfter af til at tænke på andre ting, som hvad jeg vil med mit studie, mig selv og mine venner og familie.

Det lyder alt sammen så utrolig godt, og det er det også, men det er også virkelig skræmmende, for pludselig består mit liv så af uger, måneder og år, og jeg skal prøve at finde frem til en eller anden form for plan. Jeg har nogle idéer jeg går og fifler lidt med, men lige nu gælder det om at gøre sig klar til dette nye liv jeg er gået i gang med at leve, og det betyder altså, at jeg må bruge en forfærdelig masse penge på at, om ikke skifte min garderobe ud, så i hvert fald supplere den med ting der passer ind i mit nye tidsperspektiv, og ting som er mere end bare praktiske.

Det hele minder lidt om hvad der skete for 1½ år siden, da jeg besluttede mig til, at jeg var ved at være voksen nok til ordentlige møbler.