Akavet

Forleden stødte jeg på en veninde inde i byen. Vi stod lidt og snakkede og hun tilbød mig et lift hjem fordi vi alligevel skulle samme vej. På parkeringspladsen udpegede hun sin bil og gik hen til parkeringsautomaten for at tjekke ud. Jeg blev i første omgang stående ved bilen, men det virkede så underligt akavet at stå alene ved en fremmed bil, så jeg smuttede hen til hende, men det virkede også lidt akavet at gøre det. Det var altså kun situationen på parkeringspladsen der var akavet, hverken det at mødes, tale eller selve liftet var det.

Sociale spilleregler er uhyre vanskelige at finde ud af når man har aspergers syndrom. Måske jeg allerede er kommet langt ved at indse at en situation kan være akavet, men det hjælper mig ikke ret meget, da jeg ikke ved hvad man skal gøre for at komme ud af det med værdigheden i behold.

En gang ville jeg være blevet stående og skammet mig over, at jeg havde truffet den forkerte beslutning og tænkt på hvilken idiot jeg dog var, men men mit system bliver pumpet så fuld af antidepressiver og hele to forskellige slags angstdæmpende medicin, så jeg kunne rive mig fri fra tankerne og prøve at handle.

Jeg prøvede at lette situationen ved at grine påtaget og højt sige, at det var akavet, men flot fordi man kalder dyret ved dets rette navn gør det ikke mindre underligt.

Igennem alle de mange år hvor jeg har studeret hvordan normale mennesker tænker og fungerer, den politisk korrekte betegnelse er neurotypiske personer, har jeg lært rigtig meget. Jeg har lært at trøste, at tygge med munden lukket, at begrave mine følelser, at tale om dem, at rynke panden i mistro, at være sarkastisk, at svare igen på tiltale og rydde op efter mig selv når jeg har gjort eller sagt noget dumt, men jeg har ingen anelse om hvad man gør når noget bliver akavet, jeg er ikke en gang sikker på, at jeg ved hvad akavet betyder.

Slår man akavet op i en nudansk ordbog bliver man sendt videre til kejtet og igen til kluntet, men man får aldrig en beskrivelse af hvad det egentlig betyder. Sådan som jeg ser det, er det en blindgyde, hvor man har ført sig selv eller er blevet ført ind i en situation, der ikke er en umiddelbar løsning på, og hvor man må træde et par handlinger tilbage og prøve igen.

Ud fra den definition var mit valg med alligevel at følge efter min veninde måske ikke helt så forkert alligevel. Om det var det rigtige valg ved jeg ikke, det havde jo nok været bedre om jeg var fulgt med hende i første omgang, men på stående fod, var det nok det bedste jeg kunne gøre for at rette op på en forkert beslutning.