Det kan være fint nok med al det der jul, men hvor har jeg dog glædet mig til, at det blev en hel almindelig grå hverdag igen, med helt almindelig kedeligt hverdags TV-program.
Ja, jeg ser alt for meget fjernsyn, eller rettere, så er fjernsynet tændt temmelig mange af dagens timer. Nej, nu prøver jeg bare at undskylde mig selv og virke bedre end jeg egentlig er. Jeg sidder og ser på skærmen mange flere timer end jeg synes jeg burde, endda flere timer end jeg har lyst til at indrømme.
Jeg ser mange serier, men jeg følger ikke med i mange af dem. Jeg er i grunden ligeglad med, om Dr Phil siger endnu en helt perfekt ting der er så gennemtænkt, at den ikke giver mening, om Dinozzo gør sig selv til grin igen, om Grissom endnu en gang finder morderen eller om hvem der denne gang går i seng med hinanden i Greys hvide verden.
Det der betyder noget for mig er, at jeg kan se på uret, og vide helt præcis hvad der kommer om fem minuter uden at skulle slå det op. Det der betyder noget er forudsigeligheden, for jeg ved altid med sikkerhed hvilken skulder Horatio Caine ser over, når han skal leverer en punch line. Det der betyder noget er, ja, jeg ved faktisk ikke hvad det er der betyder noget, men min lejlighed virker bare hyggeligere når fjernsynet er tændt.
Jeg er ikke vokset op i en familie hvor man så fjernsyn i løbet af dagen, det var først noget jeg begyndte på i 8 eller 9 klasse. Dengang fulgte jeg mere helhjertet med i serierne, havde nok ikke helt gennemskuet hvor urealistiske sådanne serier er.
Men kan man som asperger lære noget af at se serier? Ja, det kan man faktisk, men man skal bare bruge mange kræfter på at si Hollywood tricks, kunstnerisk frihed og almindeligt skrald fra, men jo flere serier man ser, jo lettere bliver det, og jeg ser som sagt mange serier.
Jeg lærer mest kropssproget. Fordi mange af skuespillerne i virkeligheden ikke er særlig gode, overdriver de følelserne, og det giver mig en helt unik mulighed for at lægge mærke til hvad det er normale mennesker gør, og så ved jeg hvad jeg skal gøre næste gang jeg vil kommunikere til omverdenen, at jeg er trist, medfølende eller bare lidt rastløs.
Ikke normalt TV program alligevel
Ingen kommentarer:
Send en kommentar