Pædagogerne her på stedet har gjort rigtig meget for mig i løbet af de sidste to år, men jeg har mange dårlige minder herfra, minder om selvskade, opkast, angst, og bare om fornemmelsen af aldrig rigtig at falde til.
Det var derfor ikke svært at sige ja til at flytte. Jeg var nemlig på besøg på det nye bosted i går for lige at tjekke det ud. Det var alt hvad jeg havde forestillet mig, og mere til. Det var et sted, hvor jeg følte mig hjemme allerede før jeg sagde ja. Det var et sted, hvor der var mange hyggelige kroge med sofaer, sækkestole og pyntepuder, så generelt et meget feminint sted. Det var et sted, hvor der var mulighed for en masse forskellige sociale aktiviteter uden at genere hinanden og uden at behøves at tage ud af huset. Det var et sted der ikke blev hæmmet af lange kolde gange, og hvor der virkede til at være god plads til alle.
Der var kun én lejlighed ledig, ellers var der kun værelser. Jeg er 26 år, og om jeg kan lide det eller ej, så er jeg ved at være voksen, så jeg er for gammel til at have et værelse. Jeg er færdig hed at dele køkken med ti andre, jeg er færdig med at have stue og soveværelse i samme rum. Jeg har boet på kollegie i mange år, og jeg holdt rigtig meget af det, men jeg er blevet for gammel og småborgerlig, jeg vil have mit eget, med plads til i hvert fald de fleste af mine møbler.
Jeg skyndte mig derfor at sige ja, så lejligheden ikke bliver snuppet for næsen af mig. Jeg sagde ja selvom jeg får mindre plads end jeg har nu, og selvom jeg får verdens mindste køkken.
Jeg skal flytte i slutningen af januar, og det er der jo ikke så lang tid til. Jeg har så mange forhåbninger til, hvordan mit nye liv kan blive, men jeg er bange for, at det ikke er realistisk. ydre rammer betyder meget, men det gør mig jo ikke til en helt ny person. Lige nu er jeg inde i en lang god periode, og jeg forestiller mig, at det altid vil være sådan, men jeg vil også fremover opleve nedture, jeg vil opleve perioder med menge opkastninger og med selvskade og jeg vil have dage hvor det hele virker så uendeligt ligegyldigt, men nu vil der være personale der er gearet til at tage sig af den slags.
At flytte vil betyde, at jeg skal sige farvel til alle pædagogerne her og lære et helt nyt team af pædagoger, ergoterapeuter, SOSUer og diætister at kende. Jeg kan være meget længe om at åbne op for nye mennesker, så jeg er bange for hvordan det skal gå de første uger inden jeg lærer at stole på dem. Vil jeg få et tilbagefald? Vil jeg gå helt ned med flaget? Eller vil jeg tage en dyb indånding og så bare klare mig dag for dag, time for time? Jeg vil så gerne klare mig, vise, at jeg er en fornuftig pige og at man kan stole på mig, men jeg er ikke altid herre over mine egne handlinger.
Mit liv er i løbet af få dage blevet vendt på hovedet og har fået en snurretur. Er dette slutningen på mit syge liv, hvor psykiatrien har spillet så stor en rolle? Skal jeg ud og leve et normalt liv? Skal jeg ud og være et voksent menneske?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar