I går kom min mor forbi, for at vi kunne fejre en tidlig jul.
Vi snakkede om hvordan aspergerpiger sjældnere end drengene bliver opdaget, fordi de tit bare er stille piger. det fik min mor til at tænke på et gymnasiehold hun en gang har haft, hvor der sad en stille pige, og hvor det var så tydeligt og så pinefuldt at se, hvordan resten af klassen ikke ville tale med hende og slet ikke være i gruppe med hende.
Men hvad kan man som lærer gøre ved sådan noget, overhovedet ingen ting. Jeg husker selv lignende situationer fra min skoletid, og selv hvis lærerne så, var der ikke meget de kunne gøre, dog var der en episode jeg tit tænker tilbage på med stor glæde.
I 3.g havde jeg en religionslærer som jeg var virkelig glad for. Det var ikke fordi jeg som sådan snakkede med hende andet end når man lige stod i pausen og diskuterede et eller andet, men jeg følte mig tryg og afslappet i hendes timer, og det var følelser der var mig meget fremmede på det gymnasium.
En dag sad vi og skulle lave nogle opgaver. Jeg sad ved computeren og læste om hieros gamos (helligt samleje) og så på billeder at Nut og Geb, himlen og jorden i egyptisk mytologi, og hvor der er billeder af en kæmpe penis der strækker sig fra jorden, og helt op til himlen. Nogle af drengene kedede sig, det gjorde de tit, og det gik ofte ud over mig, så de begyndte at råbe op om, at jeg surfede porno og spørge om det tændte mig, og uh hvor var det frækt.
Jeg havde det virkelig skidt i gymnasiet, så jeg havde ikke energi til at fyre en rap replik tilbage efter dem, og jeg turde heller ikke, for jeg var bange for, at det ville gøre det hele endnu værre. I stedet fokuserede jeg på mit hår.
Jeg havde haft idræt i timen før, så mit hår var vådt og filtret. Jeg besluttede mig for at flette det, så min bluse ikke blev endnu mere våd, end den allerede var, men det var for filtret, og jeg kunne ikke få det delt. Jeg blev mere og mere panisk, og tårerne begyndte at presse sig på.
min religionslærer kom hen til mig. hun var en lille stille dame, der også lå under for drengenes drillerier, så der var intet hun kunne stille op, men uden et ord tog hun fat om mit hår og flettede det. Da hun var færdig gav hun min arm et klem og gik videre til nogle andre.
Det var en af mine bedste oplevelser i hele min gymnasietid, og det var noget der holdt mig oppe i flere uger efterfølgende.
Nogle gange er det bedst ikke at sige noget, det kan virke akavet og påtrængende, falsk og helt malplaceret, men det kan vare godt at vide, at nogen anerkender ens kamp, og giver et lille tegn på, at man er noget værd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar