Prædikerens bog 1,2
Havel havaliim amar qohælæth haval havaliim hakol havæl
Den hebraiske rod hvl betyder egentlig 'vindpust', på latin blev det så til 'venitas' (tomhed) eller som de gamle oversættelser siger, forfængelighed, men ikke forfængelighed som vi bruger det i dag, nok mere i retningen af forgængelighed.
Havel havaliim er en superlativ udtrykt gennem status constructus, eller udtrykt mere forståeligt et genitiv forhold, oversat forgængelighedernes forgængelighed eller rettere forgængeligste forgængelighed.
Min hebraisklærer på universitetet brugte selv ordet 'tomhed' og han var et af de sejeste mennesker jeg nogensinde har mødt, så hvad han siger er lov i min verden.
Tomhedernes tomhed,
siger Prædikeren,
tomhedernes tomhed,
alt er tomhed.
Jeg tror måske, at dette er min autistiske måde at sige, at jeg ikke har det alt for godt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar