Hjemmelavet mad

Da jeg var på besøg på mit nye bosted, virkede lederen glædeligt overrasket over, at jeg laver mad selv fra bunden hver dag. Det kom helt bag på mig, for selvfølgelig gør jeg det, det har jeg altid gjort, og jeg kan slet ikke forestille mig at gøre andet, medmindre jeg i perioder spiser så lidt at det er næsten umuligt på anden måde end ved kun at spise rå grøntsager (en sjælden gang kogt, bagt eller tørstegt) men det er en helt anden historie.

Jeg ved godt at mange andre aspergere (og mange andre uden diagnose) har svært ved at overskue det der med at lave mad selv, for det kan godt være svært for en asperger. Hvor meget er en klat smør? Hvor stort eller lille skal et løg være for at tælle som 1 løg? 1 kg kartofler, er det før eller efter de er blevet skrællet? Og så er der alle de underlige betegnelser i kogebøgerne som man bare skal vide hvad betyder for at det kan fungere. Bag til osten har fået den rigtige brune farve, der er rigtig mange nuancer for brun, især når man har aspergers og er meget detaljefokuseret, og der kan være ujævn varme så der er forskæl på højre og venstre side, og så står der ikke i opskriften at man bare lige kan vende den en gang undervejs. Hvad betyder det at stege løgene så de er blanke? Blanke som et spejl eller som marmor eller som øjne? Hvad nu hvis der ikke står i opskriften om ovnen skal være på varmluft eller almindelig?

Der er så mange ting man bare er nødt til at vide, og det er ikke godt at vide hvor man skal vide det fra. Jeg kan det fordi jeg har studeret det i mange år. Som barn var jeg nogle gange med til at lave mad, og vi fik altid hjemmelavet mad, med mindre min mor var på kursus. Som 12-årig lærte jeg at lave pandekager, og den ret holdt jeg mig til i mange år, og jeg lærte at den første altid går galt, for hvis man ikke ved det, så føles pandekagebagningen som en fiasko.

Siden har jeg på grund af min spiseforstyrrlse indgående studeret kokkeprogrammer og billederne i kogebøgerne, til en grad hvor jeg begyndte at omtale det som food porn på grund af den stimulans det gav mig, men undervejs lærte jeg et eller andet. Jeg lærte hvordan tingene skulle se ud og hvad man gjorde. Men kokkene får det til at se så nemt ud. Hvad gør man hvis kødet ikke er helt optøet? Hvad gør man når bollerne ikke hæver? Hvad nu hvis man løber tør for noget, kan det så stadig reddes? Hved næsten al mad kan man improvisere (kager undtaget) men man skal have en basisviden eller et virkelig godt instinkt for at det kan lykkes.

Som sagt kan jeg og vil jeg selv. Jeg ved godt at ikke alle kan, men selvfølgelig kan jeg og gør jeg det. Det kom virkelig som et chok, at det kunne overraske nogen.

Nu kommer jeg til at lyde så normal og velfungerende, men så simpelt er det ikke. Jeg har en stærk mistanke om at mine madvaner er anderledes end de fleste andres.

Jeg ved ikke om det skyldes min asperger eller min spiseforstyrrelse, men jeg finder en ret, som jeg med små variationer laver næsten hver dag i 2-3 uger, hvorefter jeg finder en. Her kan jeg være glad for min detaljefokusering, for fordi jeg laver maden på gefühl, så virker det på ingen måde ensformigt for mig (andre ville måske se anderledes på de). På den anden side giver det mig en tryghed at lave de samme ting hver dag, og jeg bliver fortrolig med mine ingredienser og mine teknikker.

Nu hvor jeg skal til at flytte, kommer jeg dog til at stå fuldstændigt på bar bund, jeg har nemlig ikke nogen ovn, men derimod en mikroovn. Jeg har aldrig nogensinde lavet mad i en mikroovn, jeg har ikke den fjerneste ide om, hvordan man gør...