Nu har jeg snakket en hel det om hvor godt det bliver at flytte og hvor fedt stedet er og hvor hyggelig byen er, men nu begynder alle de negative tanker og følelser at stikke snuden frem, sidder og forestiller mig en stor fed rotte der stikker snuden frem, mens dens røde øjne lyner i mørket.
På under en uge er mit liv blevet vendt på hovedet og jeg ved ikke længere hvor jeg står eller hører til. Heldigvis er jeg hjemme hos min far, og her er alting det samme som det plejer, men mine tanker er rodede, og min krop har sagt stop. Jeg føler mig slap og svag i hele kroppen, og jeg har mest af alt lyst til at gå i hi.
Men det værste er tankerne. Tankerne er blevet rodede og skræmmende.
Der er så mange ting der skal ordnes i forbindelse med en flytning, og selvom jeg hele tiden får at vide, at det skal andre nok ordne, så er der en lille stemme der siger, at jeg vil selv, at jeg skal bevise, at jeg da sagtens kan klare den slags selv. Alligevel ved jeg, at det nok skal gå.
Det virkelig skræmmende er det nye sted. Som nævnt er det et helt nyt sted, og de aller første flytter ind et par dage før mig, så der er mange ting der ikke er fastlagt endnu, og som jeg derfor først kan forholde mig til efterhånden som det falder på plads. Fællesspisning, hvordan foregår det? Hvor ofte skal man deltage? Hvilken type mad er det? Er det sundt eller er det sovs og kartofler? Er reglerne bøjelige eller er der nul-tolerance? Er der mest privatliv eller fællesskab?Det gør ikke noget, at jeg ikke kender svaret lige nu og her, for jeg kunne jo ikke få alt at vide på et møde, men jeg er rædselsslagen ved tanken om, at jeg flytter og det hele så stadig er lidt rodet.
For normale mennesker ville det måske ikke betyde det store, men jeg er ikke normal, min hjerne har brug for faste regler og rutiner for at kunne fungere. En flytning er i mit liv en kæmpe stor ting, der nemt ville kunne få mig helt ned i kulkælderen (jeg sidder igen og for sjove billeder i hovedet) så jeg er skræmt. Sidst jeg flyttede fik jeg det virkelig skidt, og jeg var over 6 måneder om at komme på benene igen, det orker jeg simpelthen ikke en gang til.
En anden ting jeg frygter er det, at der flytter en masse nye piger ind på en gang. Det betyder at der også er mange sociale spilleregler der i løbet af meget kort tid skal fastlægges. Hvem skal være alfafemale? Hvilken form for humor skal være dominerende? Kommer man hinanden ved, eller holder man sig for sig selv? er atmosfæren støjende eller er der helt tyst på gangene? Vi har alle det samme sociale handicap, så måske det ikke bliver så slemt, men selv aspergere har sociale spilleregler. Det kan godt være, at vores regler er anderledes end andres, det kan godt være at konsekvenserne for at overtræde dem er anderledes, men de er der stadig.
Mit problem er, at jeg flytter ind nogle dage senere end de fire første. Jeg kunne have flyttet ind samme dag, men fire flyttehold på en gang lød skræmmende nok uden også at lægge mit, det femte til. Dog betyder det, at de fire piger får nogle dage til at fastlægge nogle regler uden at jeg kan være med, og jeg er en person der altid frygter det værste, så jeg er overbevist om at jeg kommer derhen og ender med at føle mig udenfor, eller at føle at jeg ødelægger noget godt som de andre piger havde fået i stand.
Jeg kan godt være ret dominerende. Det er svært at indrømme fordi jeg altid tidligere var underhund, men efterhånden som jeg er blevet mere voksen, har jeg fået mine egne meninger, og har lært at stå ved dem. Jeg synes selv, at jeg opfører mig pænt, men jeg er bange for at tromle andre ned, for jeg ved hvor slemt det kan føles. Så jeg står med dilemmaet, hvordan påvirker jeg miljøet på mit nye sted uden at blive diktatorisk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar