Jeg har været pænt flittig med at få læst her i julen, men det kan ikke råde bod på 12 måneders sløseri, men det er heldigvis kun min stolthed det går ud over. Men nu fik jeg i hvert fald også lige læst "Den unge Werthers lidelser" af Goethe.
Jeg læste også "Faust" for nogle år tilbage og var dybt skuffet.Jeg var vant til tegneserien af Claus Thomsen og troede at Faust bare var en lille nørd der ikke kunne finde ud af det med damerne selvom han egentlig gerne ville, men nej, det var det rene øl, fisse og hornmusik (ja undskyld mit sprog, men Goethe lagde ikke just fingrene imellem).
Den unge Werther er nok Fausts direkte modsætning og stod for dette års litterære overraskelse. Jeg valgte bogen fordi det var kort, det er en klassiker og fordi jeg ville virke klog hvis jeg havde læst den. Jeg troede bare det var en ung mand der blev ulykkeligt forelsket og derefter tog liver af sig, men den var så meget mere end det.
Skrevet i 1774 tænkte jeg at det bare var noget der skulle læses og så sættes tilbage på hylden, men den var helt forbløffende moderne, ikke engang sproget var helt umuligt selvom det ikke var en nyoversættelse, det eneste der ikke var moderne var de unge mænd (pigerne var) de kunne kun udspringe af den tyske højromantik, så forelskede i naturen og den simple bonde som de var, og hvilken glæde de dog fik ved at trykke en ung piges hånd til deres læber. Jeg husker drengene på mit gymnasie, når de fik lidt for mig at drikke kunne de godt finde på noget lignende, hvilket jeg fandt virkelig charmerende indtil min far sagde, at det bare var et desperat forsøg på at få sex.
Jeg er ikke særlig romantisk anlagt, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om romantikken helt er død. Lidt til grin kan den godt være, men det ville nu alligevel være ærgerligt, for den har da trods alt også sin charme.
Aller mest moderne finder jeg at den er i en samtale mellem den unge Werther og Albert, hans hjertenskæres forlovede/ægtemand, om selvmord.
“[...]Det kan man dog kun betragte som en svaghed. Thi det er da lettere at dø end standhaftigt holde et pinefuldt liv ud”.
Jeg var på nippet til at afbryde samtalen; thi intet bringer mig i den grad ud af fatning, som naar een kommer trækkende med ligegyldig floskel, mens jeg selv taler ud af mit fulde hjerte.
Det kunne være taget direkte ud af min dagbog eller ud af en af mine veninders dagbøger. Jeg er ikke stolt af mine selvmordsforsøg, men når folk går i gang med at fyre floskler af, så kan jeg blive helt stædig og begynde at argumentere for, at det faktisk ikke er så tosset endda. Men bogen slutter ikke med Werthers død, den går videre og følger også hans venner der reagere præcis som venner og pårørende gør i dag.
Hvad der dog påvirkede mig mest var bogens brevform. Jeg sad og fik lyst til at skrive lange og filosofiske breve om livets store spørgsmål, men det får jeg jo bare ikke gjort, og hvis jeg gjorde, ville mine venner nok også synes at det var lidt underligt. På trods af post danmarks urimelige takster skriver jeg en del breve men de, lige som denne blog, handler mest om mit ret intetsigende liv.
_________
Jeg har skrevet en decideret anmeldelse af bogen på min bogblog
Ingen kommentarer:
Send en kommentar