Den tykke mand

Der er en episode jeg gik og tænkte på i går, som jeg har lyst til at skrive om, og utålmodig som jeg er, gider jeg ikke vendte til på mandag.

Forleden dag overtalte jeg min far til, at vi skulle ud og spise. Der er en restaurant her i byen, hvor jeg kan få en vildt lækker salatbar, og han kan få en god bøf og pommes fritter (og nej, det er ikke Jensens Bøfhus). Det er et udemærket sted, men det er et fra mit synspunkt et lidt specielt klientel.

Det er sted hvor middelklassens mænd kan tage hen og slå sig på brystet og lege rigtige mænd, med blodrøde bøffer, viskestykker i stedet for servietter og tallergener af støbejern. Og alligevel er det et relativt sofistikeret sted med høje priser, et bredt udvalg af vine (og et mindre bredt udvalg af øl) og med kunst på de pangfarvede vægge (ingen pasteller her, tak).

Der var mange herre selskaber i restauranten (og meget få kvinder). Det ene af dem var et stort selskab der sad lige ved siden af os. De havde to store borde. De begyndte at komme mens min far og jeg spiste. Først kom der to, en tyk og en tynd, og de satte sig langt fra hinanden. Lige så stille blev resten af pladserne fyldt op. Jeg lagde mærke til, at mændene bevidst satte sig så langt fra den tykke som muligt.

Det er relativt nyt, at jeg for alvor er begyndt at iagttage og analysere sociale relationer, som ikke har med mig at gøre. Jeg ved ikke om det skyldes, at jeg har udviklet mig og er blevet dygtigere til alt det der sociale noget, eller om det er fordi jeg har fået det bedre og nu har overskud til at være nysgerrig.

I hvert fald lagde jeg mærke til det, og det gjorde mig virkelig trist, både på hans vegne og min egen.

Da jeg gik i gymnasiet, ville jeg meget gerne sidde ved siden af de andre piger, ja endda aller helst iblandt dem, men jeg mødte næsten altid før dem, så jeg prøvede altid at regne ud hvor de ville sætte sig, og satte mig der, men de satte sig altid et andet sted. Jeg var meget overbevist om, at de havde et specifikt system til hvor de skulle sidde hvornår. Jeg havde nok på fornemmelsen, at det havde noget med mig at gøre, men at de, som mændene i dette selskab, så bevidst undgik mig, det gik heldigvis ikke op for mig før forleden aften.

Det gjorde faktisk så ondt, at jeg fik en voldsom trang til at kaste min mad op, gik op på toilettet og hyperventilerede mens jeg så ind i spejlet med døde øjne. men jeg havde lige taget min medicin, og jeg blev ved med at sige til mig selv, det er kun salat, det er kun salat, salat, salat.

Jeg fik lov til at sove på den, og så virkede det hele pludseligt langt mindre skræmmende. Hvad så om pigerne undgik mig. Gymnasiet var den mest modbydelige periode i mit liv, men det er ovre, og det kommer aldrig. Der er gået over syv år og jeg er på de fleste punkter kommet videre med mit liv. Nu er frygten bare, om jeg kommer til at gøre det samme ved nogle andre.