Ej altså, nu har du nej-hatten på igen

For en uges tid siden blev der lavet en ikke-anonym tilfredshedsundersøgelse på mit bosted. Det generede mig ikke at den ikke var anonym, for jeg kunne stå ved de ting jeg skrev. En af de ting jeg var lidt utilfreds med var, at vores daglige leder har fået så travlt, at hun aldrig mere møder os brugere. Jeg ved at pædagogerne holder hende opdateret, men man (jeg) stod tilbage og tænkte at, hvordan kan hun tage beslutninger til gavn for os, når hun ikke en gang kender os.

Hun tog min beklagelse til efterretning, og i går havde jeg så en Pepsi Max aftale med hende. Jeg var nervøs for, hvad vi skulle snakke om, for der var jo ikke noget bestemt jeg ville hende, men vi er begge to nogle sludrechatoller, så det var slet ikke noget problem.

En af de ting vi snakkede om var, at dette bosted i virkeligheden ikke er gearet til sådan en som mig. Dette sted er beregnet til folk (nok især aspergerdrenge) der har brug for en masse praktisk støtte for at få hverdagen til at fungere. Jeg taler om ting som at komme op til tiden hvis man har en aftale, få handlet ind, betalt regninger, få spist ordentligt og ting af den kaliber. Jeg derimod (og mange andre aspergerpiger) kan godt den slags ting, men har til gengæld brug for en mere personlig støtte. Jeg har i høj grad brug for folk der bare er der når jeg har det skidt. Pædagogerne her på stedet gør et godt stykke arbejde, og for det meste fungerer det også fint, men når jeg får det skidt, sådan rigtig skidt, så ved de ikke helt hvad de skal stille op med mig, og de kan ikke helt give mig den tid jeg har brug for.

Vores leder sagde, at hun godt kunne gøre noget, men nok ikke det jeg havde lyst til at høre. Hun kunne tilbyde mig en plads på et nyt bosted for selvskadende aspergerpiger. Nyheden faldt som en kæmpe bombe midt i min ellers så (for tiden) rolige tilværelse, så jeg begyndte at græde.

Jeg vidste godt at stedet fandtes, for jeg har selv fungeret som en form for konsulent for nogle af dem der oprettede stedet. Denne blog er faktisk et resultat eller nærmere en forlængelse af de samtaler vi havde.

Det er et godt sted med en langt mere varieret stab, der blandt andet tæller en psykolog, en sygeplejerske og en diætist foruden pædagogerne, så grunden til at jeg græd og til at starte med bestemt ikke ville var, at det hele kom så pludseligt, og tanken om at skulle flytte virkede så uoverskuelig.

Til at starte med var jeg også loyal over for mit bosted,m og ville ikke svigte de, men et eller andet sted må man også gribe de chancer der bliver tilbudt en, og ja, det er en stor chance.

I morgen skal jeg med den ene af mine kontaktpædagoger op og se det og jeg glæder mig rigtig meget, men jeg er også rigtig nervøs, for hvad nu hvis det ikke er noget alligevel. I løbet af i går fik jeg snakket mig varm, og jo mere jeg snakkede, jo mere tiltalende virker der, men der er ingenting der er sikre endnu.