Julen begynder så småt

Jeg har med vilje ladet være at skrive ret meget om julen, eller rettere, så har jeg ikke rigtigt været ude og opleve ret mange juleagtige ting, men i går stod den på julehygge.

Facebook er et underlig semivirkelighedsagtig sted, hvor man kan lære mange mærkværdige ting. Blandt andet lærte jeg forleden, at en pige, der bor i København og som jeg kun har snakket nogle enkelte gange over en weekend for over et år siden, også skulle tilbringe julen i Odense.

Det blev så til, at vi skulle drikke kaffe sammen, eller rettere en kaffe og en kakao, for vi er vel voksne nok til at det ikke længere er barnligt.

Jeg har en veninde der spørger mig, hvorfor jeg overhovedet har facebook, for en gang imellem er der en der bliver grov, og så bliver jeg ked af det og får selvdestruktive tanker, men dette er grunden, det, at man pludselig sidder og drikker varme læskedrikke med en man ikke rigtig kender, og det er meget uforpligtende, for det er jo ikke den veninde man i et år har glemt at holde kontakt med, og det derfor er af aller største vigtighed at det bliver hyggeligt. Hvis det blev hyggeligt var det selvfølgelig godt, men blev det ikke, så havde man i det mindste prøvet.

Jeg har en stor foragt for chick lit genrens næsten perfekte og dog lige tilpas klodsede og uheldige til at vi stadig kan lide dem heltinder og deres caffe latte hyggestunder med deres endnu mere perfekte veninder, så sådan skulle det bestemt ikke blive.

Det er jo trods alt jul, og vi er trods alt begge katolikker, så hvad mere passende end, at vi mødtes i kirken til rosenkrans (meditativ bøn) og messe (gudstjeneste). Vietnamesernes sang som jeg kender så godt, men ikke forstår et ord af, lød så smukt i den pyntede kirke, hvor to veldige graner strakte sig mod Himmelen om kap med det forgyldte alter der skindede i lyset fra de tændte kærter, der egentlig bare var stearinlys, men når nu jeg var i gang med det sukkersøde halløj, så kunne jeg lige så godt trække det helt ud til grænsen af hvad man kan holde ud at læse.

Jeg er ikke vant til at have nogen at gå i kirke sammen med, og det var faktisk rigtig rart, især nu, hvor vi nærmer os jul, og det er som alle andre har nogen at følges med hvor end de går. Man plejer jo også at sige, at ensomme mennesker er mere ensomme i julen.

Vi satte os ind på Gertruds. Hvis jeg havde bekymret mig om hvorvidt vi kunne finde noget at snakke om, blev mine bekymringer gjort til skamme, for hun var meget sjovere end jeg lige umiddelbart huskede.

Vi sluttede dagen af i en kristen boghandel, hvor vi i det uendelige kunne hive små mesterværker ned fra hylderne. Hvem ville dog ikke blive glad for et viskelæder der sagde "Gud elsker dig og alle dine fejl" eller en Bibel i pink etui eller en børnebibel skrevet af Desmond Tutu?

Jeg fik selv brugt alle mine kontanter, hvilket ikke var så lidt, men efter fire intense timer var jeg godt brugt og mit blodsukker faretruende lavt. Vi snakkede om bibelcitater, men jeg kunne slet ikke finde mit yndlings, stod bare og gloede på siden som jeg vidste var den rigtige, og som min veninde måtte slå op på fordi jeg rystede så meget, men jeg stod bare og gloede og stammede som en anden dåre.

Da jeg kom hjem og havde fået noget og spise, og lige lidt mere at spise, så fandt jeg det uden problemer og sendte en facebook besked til min veninde, men jeg kunne jo ikke vise det til den gamle dame i butikken. Det generer mig voldsomt, for jeg plejer jo at være hende den kloge. Faktisk generer det mig så voldsomt, at jeg fristes til at tage ind til byen bare for at vise hende det.

Jeg elsker at føle mig normal, men hvad jeg og min veninde foretog os i går kan vist ikke kategoriseres som helt normalt, og gudskelov for det. Det er sjældent jeg har lov til at være kristen sammen med nogen, men det er vel egentlig det hele religionen kredser omkring, at være et fællesskab, at være sammen om Kristus.

1. petersbrev kap 1
v6 Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, v7 for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, der dog prøves i ild, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares. v8 Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham, men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde, v9 når I kommer frem til troens mål, jeres sjæles frelse.