Om kønsdiskrimination

Nu må vi lige tage og styre os lidt! Forleden aften sad den mandlige pædagog fra mit team IKKE og spiste sammen med os. Det undrede de to andre piger sig over. Det var sikkert bare helt uskyldig undren, men jeg hørte det som en anklage mod ham, og det syntes jeg ikke, at vi kunne være bekendt. Han sad jo og spiste nedenunder, for at respektere OS, fordi VI ikke vil spise med ham.

Vi er psykisk handicappede piger, vi er derfor ekstra sårbare over for overgreb, både fysisk og psykisk, det er i hvert fald derfor, at jeg ofte er afvisende overfor mænd, og især mandligt personel, som i sagens natur kommer helt tæt på, uden at jeg har noget at skulle have sagt. Men at jeg en enkelt gang eller to har været uheldig, gør jo ikke ham her til en slet person, han er bare en helt almindelig mand, der prøver at udføre sit arbejde så godt som muligt, men vi/jeg vil ikke lade ham.

Det har været et stort problem for mig, at jeg pludselig fik en mandlig kp, og jeg har været meget vred, både på ham, og på ledelsen der besluttede det, men han kan jo i bund og grund ikke gøre for det, så jeg kan slet ikke retfærdiggøre, at jeg har behandlet ham så pilråddent som jeg har.

Måske var de andre pigers kommentarer ikke søde, eller måske var det bare min tolkning af deres bemærkninger der ikke var, men noget godt kom der trods alt ud af det, for jeg stejlede kraftigt over ondskaben i, at også, og måske især, jeg behandler ham så dårligt, ja direkte mobber ham ved at holde ham udenfor, og tale ondt om ham til hans kolleger. Jeg skammer mig over min egen opførsel, og jeg lover at prøve på at forbedre mig. Jeg kan ikke love, at han ligefrem bliver min yndlingspædagog, men jeg lover, at jeg vil bedømme ham ud fra hans handlinger over for mig, og ikke ud fra hans køn.

Allerede under middagen vidste jeg, at jeg ikke syntes det var i orden det vi sad og sagde, men jeg holdt mine tanker for mig selv. Jeg vil gerne være helten i denne historie, men jeg har ingen ret til at påberåbe mig den titel. Jeg vil endog mene, at jeg er den værste af os. Jeg kan af gode grunde ikke vide hvordan de andre piger generelt behandler ham, så jeg går ud fra at jeg er den værste, for de er to meget søde piger. Og da jeg endelig indser hvad vi har gang i, så siger jeg ikke noget, og det er efter min mening noget af det værste man kan gøre. Når man har set lyset, er man også forpligtet til at råbe op, men jeg var bange for at blive upopulær.

Så kære A.
Dette er så min officielle undskyldning til dig. Jeg håber at du kan tilgive mig, og at vi sammen kan få dette samarbejde til at fungere.
Venligst
L