Om en af de andre pædagoger

For et par uger siden havde jeg det rigtig skidt, og jeg blev tilbudt at tale med pædagog A eller B, men det kunne jeg slet ikke overskue, for på grund af omstruktureringen, havde jeg slet ikke haft mulighed for at snakke ordentligt med dem i månedsvis.

Et eller andet sted i min krøllede hjerne, kunne jeg godt huske, at de begge to er søde og rare, og dygtige til deres arbejde, men alle, og måske i endnu høje grad aspergere, har brug for en regelmæssig kontakt til deres støttepersoner for, at man når tingene bliver svære, kan krænge sit hjerte ud, og stole på de råd og den opmuntring man får tilbage. Man skal især have tillid til en støtteperson, hvis man har det så skidt, at man har brug for et kram, for jeg krammer altså ikke hvem som helst.

Den pågældende dag fandt vi en løsning, og pædagog C og D måtte tage over, selvom C egentlig havde fri, og D havde andet hun burde lave. Jeg var virkelig glad for, at det endte sådan, men selvom jeg nok kunne ønske det, så er det bare ikke nogen holdbar situation, at jeg har en håndfuld pædagoger, som jeg elsker overalt på jorden, og så vil jeg ikke have noget at gøre med resten. Det er ikke holdbart, og det har de resterende pædagoger ikke fortjent, jeg har jo ikke valgt dem fra fordi de er onde eller gør deres arbejde dårligt. De er helt normale mennesker, der fortjener min respekt.

I går var pædagog B så på arbejde, og da jeg egentlig havde en ret god dag, så spurgte jeg, om jeg ikke kunne få lidt tid sammen med hende. Jeg jeg havde været ovre i fitness centret og løbe restitutionsløb (kort tur, meget langsomt), hvilket lige fik løbet mig op i gear, og så var det slut, så jeg stod tilbage med en masse energi, som jeg ikke lige kunne finde udløb for, men så kunne jeg i det mindste koncentrere den om pædagog B.

Selvom det var køligt der midt på eftermiddagen, satte vi os ud på terrassen og snakkede (jeg frøs kun lidt på mine bare ben). Det var dejligt at komme ud, for selvom jeg kan bruge timer, ja dage, på sofaen med en bog, så kan jeg lige pludselig få spat, og så skal jeg bare UD.

Når jeg har beklaget mig over omstruktureringen, er det ofte pædagog B jeg har brugt som et eksempel. Jeg har et minimum af kontakt med hende i min dagligdag, og vi er meget forskellige, og jeg kender hende ikke så godt, så hun er ikke en af dem jeg normalt opsøger på eget initiativ, men fordi vi er så forskellige, så var det en udfordring for mig at lære hvordan jeg skulle snakke med hende.

Som asperger er det i høj grad den menneskelige kontakt der er en udfordring. Jeg har øvet mig rigtig meget gennem mange år, og jeg har læst en masse om det, men det forvirrer mig stadig i høj grad, at mennesker er forskellige, og at de skal håndteres forskelligt. Diversitet er ikke altid en fordel i min verden.

Pædagog B har selvfølgelig hørt, at jeg har brugt hende som eksempel på en der er SÅ forskellig fra mig, og hun spurgte let nervøst, hvad jeg egentlig mente med det. Jeg overvejede kort bare at fyre et eller andet af med, at vores interesser var forskellige, men jeg syntes egentlig at hun fortjente en ordentlig forklaring, hun har jo ikke bedt om at blive trukket frem som et eksempel på, hvorfor et helt system er dårligt.

Jeg kan ikke helt forklare, hvorfor jeg føler, at vi er så forskellige igen, der er ikke et punkt jeg kan sætte min finger på og sige, at det er det, og det lyder måske også mærkeligt, da vi har de samme holdninger om rigtig mange ting, men det er nok vores baggrund for at have de holdninger der er forskellige.

Jeg kommer fra en akademisk baggrund, og det er det der har været fundamentet for mit liv indtil for få år siden, og det er det der har været hele mit liv. Sådan er pædagog B ikke. Jeg er ikke stolt over det, men jeg må indrømme, at lige da jeg flyttede ind, rullede jeg med øjnene, og troede at hun var dum, men det er hun jo ikke, hun er bare ikke ret akademisk. Jeg blev så 'tvunget' til at have noget med hende at gøre alligevel, og jeg lærte at holde af og respektere hende alligevel. Det var godt for mig at blive tvunget til det på de dage hvor jeg havde det godt, men nu om dage skal jeg gøre en aktiv indsats, og da jeg godt kan være lidt dovent anlagt fra tid til anden, så får jeg det bare ikke gjort i den grad det er til trængt for at kunne bruge hende, når tingene brænder på.

Historien om pædagog B er desværre ikke unik. Der er en hel række af pædagoger, som jeg desværre slet ikke får brugt nok.