En ny rollemodel?

Jeg hader min krop, hader, hader, hader, for jeg ser på modellerne i bladene, og jeg ser på mig selv i spejlet, og jeg ved at jeg aldrig kommer til at se ud som dem. Det er ikke ligefrem fordi jeg er fed, men jeg har muskler, især på lårene, og muskler fylder bukserne lige så meget ud som fedt gør, og jeg ser hvordan mine shorts strammer, og jeg føler lede ved mig selv. Det ville ikke være helt umuligt for mig at tabe mig, men jeg ved bare, at det ville gå ud over min træning, og som tingene står lige nu, så er det ikke et offer jeg er villig til at bringe.

Forleden købte jeg så 'Bliv løber for livet' af tidligere elite atlet Rikke Rønholt. Den er fuld af billeder af hende selv, og det er nok et at de bedste køb jeg længe har gjort, for for første gang længe, kunne jeg se på et billede af en kvinde, der IKKE lignede en syg vandrende pind og tænke at hun var smuk. Normalt kigger jeg på billeder af normale kvinder og tænker 'kvabset', men det ord kan på ingen måde benyttes om Rikkes, hun er slank, top trænet, og på ingen måde pumpet.

En af grundene til, at jeg har 'forelsket' i Rikkes krop er, at det er en krop jeg kan forholde mig til, for det er en krop jeg i teorien selv ville kunne få, hvis jeg træner nok, og på den rigtige måde. Jeg ved godt, at ligegyldigt hvor meget jeg sulter mig, så vil jeg ikke få en modelkrop, tro mig, jeg har prøvet. Jeg har vejet 14 kg mindre end jeg gør nu, og jeg var meget tynd, men mine lår klaskede STADIG imod hinanden når jeg gik, og det var en ydmygelse for mig. Rikkes lår er, i forhold til en models, store, men de er markerede og muskuløse, og man kan ligefrem se, at de ville kunne drive hendes krop frem i en aller helvedes fart, og det er ikke grimt, det er sejt.

Inde i min hjerne foregår der lige nu en kamp mellem de to kropsbilleder. Lige nu vinder Rikke, men lige nu er jeg også entusiastisk fordi det hele er nyt og spændende, men på et tidspunkt vender hverdagen tilbage, og jeg bliver nødt til at erkende, at spiseforstyrrelsen er en enorm del af mit liv efter 10 år, og jeg ved ikke rigtigt, hvem jeg er, hvis jeg ikke er spiseforstyrret.