Om at være sulten

Jeg er ikke normalt en der føler sult, ikke hvad andre mennesker betegner som sult i hvert fald. Når jeg ryster så meget på hænderne, at jeg ikke kan holde på en blyant, så plejer jeg at sige, at jeg er sulten, men efter, at jeg er begyndt at løbe, har det ændret sig. Mit blodsukker tager stadig nogle forfærdelige dyk der sidst på eftermiddagen, men til (næsten) hvert måltid sætter jeg mig med en følelse af namme nam, nu skal det blive godt med noget mad. For andre mennesker er det nok en helt normal og sund følelse, men for mig er det en helt ny og ret skræmmende fornemmelse.

Det værste er, at den kostaftale jeg har nu er lavet før min nye løbeplan, så den mad der står på den er ikke nok til at stille min sult. Jeg anser det der står på min kostaftale som værende et billede på hvad der er normalt at spise, så hvis jeg går ud over kostaftalen, så spiser jeg for meget, det er simpel matematik, normalt + noget mere = for meget.

Da jeg på den måde i går vidste, at min portion ikke ville mætte mig, og jeg ville være tilbøjelig til at ønske mere, så blev jeg bange og nægtede at spise noget som helst overhovedet. Den af mine kp'ere der var på vagt, var hende som jeg prøver at opbygge et forhold til. Det går bestemt fremad, men lige i går havde jeg det så skidt at jeg ikke kunne bruge hende. Jeg brugte mange kræfter på at prøve, og hun prøvede også ihærdigt at nå ind til mig, men jeg lå bare på sofaen og græd, og ville ikke have hende i nærheden af mig. Så til sidst aftalte vi, at hun skulle gå.

Jeg har for nyligt fået en ny og langt sundere rollemodel, men det tager tid at vende sig til, og jeg er jo stadigvæk syg, så inde i mit hoved er der et forfærdeligt rod. Jeg vil så gerne acceptere min krop som den ser ud, men det er så svært, når bukserne strammer, og ugebladenes kulørte sider skriger af en med billeder af ultratynde modeller. Det forstyrrer hele min identitet som spiseforstyrret, for hvis jeg ikke er en person der konstant stræber efter at være tynd, hvem er jeg så. Jamen du er da så meget mere end det vil folk sige, men ikke inde i mit hoved. For mig er JEG reduceret til hvad jeg spiser og hvad jeg vejer, alt det andet er bare noget der er ved siden af. Det er sikkert meget sundt at få forstyrret det selvbillede, men en forstyrrelse er en forstyrrelse, og det forvirrer mig, og en af de metoder jeg har til at takle forvirring er ved at grave mig dybere ned i min spiseforstyrrelse.

Da de andre gik i gang med at spise, kom min kp igen op til mig for at se om hun ikke kunne presse mig til bare at spise lidt. Det lyder så grusomt, når det bliver skrevet ned, men vi har faktisk en aftale om, at hun gerne må presse mig lidt, så jeg ikke helt får lov til at køre mit eget løb, eller jeg igen tror, at hende værende stiltiende betyder, at hun er ligeglad med mig. Men lige i gårs aftes blev det lidt for meget, og jeg græd og slog mig selv hårdt på kinderne den ene gang efter den anden.

Jeg husker ikke, om hun prøvede at presse mig yderligere, eller om jeg bare fik nok af det hele, i hvert fald endte jeg med at låse mig ude på toilettet, hvor jeg bankede hovedet ind i væggen, bogstavelig talt. 1, 2, 3, 4, 1, 2, 3, 4. Det var en beroligende rytme og efterhånden holdt jeg da også op med at græde alt for voldsomt. I mellemtiden havde min kp hentet min  tidligere kp, som jeg havde/har et rigtig godt forhold til. Hun er ikke den krammende type, men hun holdt alligevel om mig og trøstede mig, og jeg kunne lige pludselig sige alt det svære. Vi sad sammen og snakkede, og lavede en aftale for resten af aftenen, der ikke inkluderede hende, men min nuværende kp.

Først var jeg ked af, at jeg ikke skulle spise mit måltid med hende, men min nuværende kp er også rigtig sød, så vi havde faktisk en hyggelig aften. Det er ikke min mening at forskelsbehandle pædagogerne, men når jeg har det rigtig skidt kommer jeg til at gøre det alligevel. Da jeg lå på sofaen og græd, kunne jeg ikke lade være med at sige undskyld den ene gang efter den anden, for hun ville jo så gerne hjælpe, jeg kunne bare ikke finde ud af at lade hende.