Da jeg var barn, var jeg stor fan af "De 5"-bøgerne. Jeg ville være lige so Georg, pigen der ville være en dreng. Jeg slugte den ene bog efter den anden, om end min mor ikke syntes det gik helt hurtigt nok, for den gang hun var barn osv osv, man må i det mindste sige, at jeg har taget revanche siden (det tog mig lige 5-6 forsøg at finde et ord, hvor stavekontrollen kunne gætte hvad det var jeg mente).
Forleden dag var var der så en film om forfatteren, Enid Blyton, på kanal 3 puls, men den kom så sent, at jeg ikke havde den fjerneste chance for at holde mig vågen til så meget som at se indledningsscenen, den startede nemlig først kl 22. Jeg bad min far om at optage den, så vi kunne se den i går, efter at vi havde været ude og spise for at fejre min fars nye job.
Det var en forfærdeligt deprimerende film. Den var baseret på en bog, som en af hendes forsmåede døtre havde skrevet. Ud fra hvad filmen viste, så forstår jeg godt pigens bitterhed, men jeg måtte samtidig minde mig selv om, at de jo så nok ikke var det aller mest nuancerede billede af hende.
Grunden til, at jeg vælger at skrive om den her er, at filmen gav et næsten aspergeragtigt billede af Enid Blyton, sådan på den ufede måde. Det var noget med hendes komplette mangel på forståelse/interesse for de mennesker der var omkring hende. Hun var så selvcentreret, at man ikke skulle tro det muligt. Det er ikke sådan jeg selv opfatter min autisme, men jeg ved, at sådan er manges fordomme om os, og sådan kan vi også nogle gange blive opfattet, hvis man ikke kender os godt nok. Filmen viste blandt andet hvordan hun interesserede sig langt mere for sine små fans, end hun interesserede sig for sine egne døtre der blev voldsomt forsømt.
Men uanset hvordan Enid Blyton var som person, så skrev hun nogle helt fantastiske bøger, som jeg har haft stor glæde af gennem det meste af mit liv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar