Av mine øjne

Jeg har rigtig mange yndlingsforfattere, men min yndlingsforfatter over dem alle, er den japanske forfatter Haruki Murakami. Han skriver en genre der hedder magisk realisme, og det er smukt, eventyrligt og selvom plottet er enormt kompliceret, så formår han at gære det hele ganske simpelt, og jeg forelskede mig i hans bøger fra den første bog jeg fik i fødselsdasgave for over 3 år siden. Jeg besluttede mig hurtigt for, at jeg ville læse ALT hvad han havde skrevet,, men da han for nogle år siden udgav en trilogi, "1Q84", ville jeg lige vente, til de alle sammen var kommet på dansk (så jeg ikke i den grad skulle vendte i spænding på fortsættelsen), men så kom de, og så fik jeg bare ikke taget mig sammen til at få dem lånt eller købt.

Aller helst ville jeg købe dem, for der er nu noget særligt ved at eje en rigtig god bog, men de var dyre, over 200 kr pr bind ganget med tre, og så fik jeg ikke lige gjort mere ved den sag. Forleden gik jeg så ind i en boghandel i Aarhus. Jeg skulle helt bestemt ikke have noget som helst, jeg skulle bare kigge mens jeg fordrev tiden før jeg skulle til psykolog, men så var det lige, at den samlede trilogi stod på hylden i den engelske afdeling. Jeg skulle selvfølgelig ikke have den, for jeg havde lige købt en bog om Mumitrolden i studenterboghandlen, og én bog i december måned måtte være mere en rigeligt, men det kunne jo ikke skade lige at spørge, hvad den kostede. Ikke fordi jeg skulle have den, men af ren og skær interesse. Den kostede kun 190 kr (for alle tre bind), og så skulle man være lidt af et skarn, hvis man ikke genkendte en god handel og slog til.

Jeg kan ikke helt bebrejde mig selv for at købe den, det er immer væk lidt af et mesterværk. Jeg læser ganske udmærket engelsk, men 1318 sider på et hvilket som helst sprog kan jo tage pusten fra enhver, men jeg gik i gang ved godt mod. Jeg sad/lå hele søndag eftermiddag og læste, fra 13-17, og jeg nåede præcis 1/10 del ind i den, hvilket godt kunne være lidt demotiverende, når man kiggede på hvor bogmærket stod. 130 siders engelsk frilæsning på en eftermiddag er ikke noget dårligt resultat, og pædagogerne var da også ved at falde i svime af beundring, men jeg tænkte hverken over, om det var godt eller skidt, jeg glædede mig bare til mandag, hvor jeg kunne sætte mig ind i toget og læse videre.

Både mandag og tirsdag nåede jeg til det samme antal sider, selvom jeg i går måtte lægge bogen fra mig længe før jeg skulle af toget, men det gjorde simpelthen så ondt i mine øjne. Det gjorde så ondt, at det tangerede til hovedpine. Skal jeg have briller? Nej, men jeg har et par læsebriller som jeg nogle gange bruger, men problemet er nok lidt, at jeg læser for intensivt. Når jeg læser, så sætter jeg mig og læser i 1-4 timer uden pauser af betydning, men da jeg for noget tid siden var ved optikeren, viste han mig ved hjælp af nogle glas, hvor meget ens øjne skal fokusere for at læse en helt almindelig bog, og han bød mig at holde pauser. Pauser er fine nok, når man er der hjemme, hvor man kan lave alle mulige ting i dem, men i toget (eller på læsesalen) sidder man bare stille, og så kan man jo godt bare lige læse lidt videre.

Da jeg ikke kunne holde ud at læse videre, og efter, at jeg var blevet færdig med endnu en famøs 1/10, skrev jeg til min far om "1Q84"'s fortræffeligheder, og han svarede tilbage, at nu måtte de svenskere også snart tage sig sammen og give Murakami den Nobelpris (bogen handler faktisk om en bog der vinder en bogpris), og jeg kunne kun give ham ret. Jeg ved at prisen bliver uddelt til et helt forfatterskab, og måske venter de bare på, at han er færdig med at spy bøger ud og han er for gammel til at kunne bruge pengene, eller også håber de på, at han dummer sig gevaldigt, og de derved kan slippe for at give ham noget, jeg venter i hvert fald i spænding på, at han får den.

Man skal dog ikke underkende den mulighed som denne graf viser, nemlig det faktum, at japanerne spiser alt for lidt chokolade. Jeg har grafen fra Facebooksiden Science is awsome, og videnskab er sejt når det kan påstås, at der er en sammenhæng mellem chokolade indtag pr indbygger og antal nobelprismodtagere pr million indbyggere.

Egentlig undrer der mig, at Japan ikke har flere nobelprismodtagere, men deres indtag af chokolade undrer mig ikke. Jeg har tidligere fokuseret meget på japansk kost, og det gør Murakami også i "1Q84", og i Japan lyder mottoet "80% mæt" eller "lidt er mere". Det er ikke bare en gammel dyd at spare på måden, ikke prismæssigt, for japanerne kan godt lide frisk mad i god kvalitet, men på mængden, og de er kendt for at spise ned til 1200 kalorier om dagen, hvor en almindelig dansker sagtens kan komme over 2500 (jeg snakker her om kvinder). Jeg læste på et tidspunkt en bog, hvor der stod, at mange japaner køber en stor plade chokolade af ekstremt god kvalitet, som de har liggende i en form for bankboks, hvor de så kommer og 'hæver' hvad de skal bruge.