Om at blive katatonisk

Det var ikke med vilje, jeg gjorde det ikke for at være på tværs, men jeg følte, at jeg havde ødelagt ALT mellem mig og to af de pædagoger jeg er tættest på, så jeg turde ikke at tale med alle de forskellige pædagoger der kom ind til mig fordi de blev urolige, og de de begyndte at presse, trak jeg mig ind i mig selv.

Jeg sad på yderkanten og rokkede frem og tilbage. Jeg kunne høre alt hvad der foregik i rummet, jeg kunne bare ikke reagere, jeg kunne ikke tale, jeg kunne ikke vende hovedet og se på dem og jeg kunne ikke tørre mine øjne eller pudse min næse. Jeg var som fanget i mine egne rokkende bevægelser, men jeg ønskede mere end noget andet at kaste mig for deres fødder og grædende bede dem om ikke at blive vrede på mig.

Det er 3-4 år siden jeg sidst for alvor har reageret ved at blive katatonisk. Det var dengang jeg røg ud og ind af psykiatrisk hospital, og ingen helt vidste helt hvordan de skulle håndtere mig, hvilket føles lidt som et nederlag, men jeg var bare så ked af det, angst og bange for at det hele var min egen skyld. Jeg ved ikke helt hvorfor at jeg gør det, men jeg ved at jeg begynder at trække vejret meget overfladisk, så min krop går i en form for dvale.

Jeg ved også, at på psyk var der tit læger og sygeplejersker der blev så frustrerede, at de skældte mig ud, selvom jeg ikke kunne forsvare mig selv, hvilket bare fik følelsen af skyld til at vokse endnu mere. I går sad jeg så inde i min egen lille rokkende verden og bad til Gud om, at de bare ikke ville forlade mig eller skælde mig ud. Det gjorde de ikke, men de kunne heller ikke give mig det jeg ville have, ikke før jeg til sidst tvang dem.

Hvad jeg ønskede var ikke engang umuligt. Hende jeg gerne ville snakke med sad ovenpå med en anden beboer. Aller inderst inde håbede jeg at hun ville afbryde den snak og komme ned til mig, men jeg var også tilfreds med at vendte til hun var færdig (1½ time senere), men de pædagoger der var hos mig ville have mig til at spise noget og gå i seng, så kunne jeg altid snakke med hende i morgen, altså i dag, men de forstod ikke, at jeg var nødt til at snakke med hende før jeg kunne gå til ro, jeg havde ellers forsøgt at forklare situationen før jeg blev katatonisk, men måske havde jeg det for skidt til at udtrykke mig klart.

Jeg var nødt til at snakke med hende, for jeg var sikker på, at jeg var kommet til at gøre noget dumt og forkert, og at hun som resultat ikke længere kunne lide mig. Pædagogen jeg havde prøvet at tale med til at starte med, sagde at de alle sammen var for professionelle til den slags, men ens profession kontrollerer måske den måde man agerer på sine følelser, men ikke hvordan man reelt set føler. Jeg havde brug for at se min pædagog i øjnene og høre hende sige, at hun ikke var vred på mig. Hvordan kunne de tro, at jeg kunne gå i seng uden at høre det?

Det var faktisk en helt tredje pædagog der fik mig ud af min katatoni, ved at skyde med spredehagl, til sidst ramte hun bare det helt rigtige emne, og så kunne jeg få lov til at tale igen.