Blodet stod i en stråle ud af min arm, pjask, pjask, pjask, men jeg var nødt til at give slip på såret for at kunne låse døren op. Jeg låser ellers aldrig døren, men jeg ville have fred til mit forehavende, for både pædagogen og jeg vidste hvad der ville ske, jeg ville skære mig, og det gjorde jeg også, og jeg skar dybt.
Der lå den så, blodåren, blottet, blå og skrøbelig, og så skar jeg. Jeg ved, at jeg tænkte et eller andet, jeg husker, at jeg så ned på blodåren og så skar jeg. I hvilken grad var det en 'rationel' beslutning, og i hvilken grad handlede jeg ud fra det kaos af følelser der var indeni mig? Jeg kunne se, at den var stor, men i hvilken grad var jeg bevidst om, at det var en pulsåre? Ville jeg straffe mig selv eller hævne mig på pædagogerne?
Det havde været en rigtig Tycho Brahes dag, hvor alt bare var gået galt siden morgenen, og jeg ville bare have det til at stoppe, så jeg kunne finde fodfæstet igen, men tingene var ikke færdige med at gå galt.
Det blødte alt for meget, sagde pædagogerne, så der blev tilkaldt en ambulance. Det tog den 35 min at komme frem, skønt jeg bor i gåafstand fra hospitalet. Imens vi ventede blev min arm godt pakket ind og holdt op over mit hoved. Som sædvanligt var jeg helt høj af adrenalin, og jeg havde det egentlig ganske udmærket, det var kun pædagogerne der stressede. Hvert andet øjeblik gik de ud på gaden for at se om det virkelig ikke kunne passe at den ikke var kommet, som om vand koger hurtigere når man kigger på det.
Da den endelig kom, var det selvfølgelig holdt op med at bløde, og jeg følte mig som sådan en fusker fordi, når det ikke bløder, så kan det jo ikke være så alvorligt. Da falck-manden skulle rapportere til skadestuen over radioen, sagde han; Patienten påstår, at det har blødt meget, en formulering der egentlig gjorde meget ondt, for jeg følte mig som en simpel løgner, men jeg beroligede mig selv med, at de nok har nogle standartformuleringer, som de bare fyrer af.
Inde på skadestuen var der super travlt, og jeg blev placeret på en seng på gangen af en sur og stresset sygeplejerske, men jeg smilede da bare, og sagde, at det var da bare helt i orden. Der gik vel en halv time før en sur og stresset sygeplejerske kom og tog et blik på det, hvilket tog ca 15 sekunder, og hun lagde ikke engang forbindingen ordentligt på. Det er modbydeligt at føle sig så usynlig, og jeg tog det som en udfordring og pumpede med hånden, så såret sprang op og blodet plaskede ned på lejet, hvor der hurtigt dannede sig en sø fordi papiret ikke kunne suge nok. Pædagogen der var med råbte op, men der gik lige nogle minutter før de kunne finde de rigtige forbindinger.
Efter endnu en halv time kom jeg ind til vagtlægen, for han var den eneste der lige havde tid, men det var fint nok, for han var rigtig flink, vores forskellige former for logik kolliderede dog, da jeg skulle have bedøvelse. Jeg sagde noget, han sagde noget, og pludselig syntes jeg ikke, at jeg kunne tillade mig at få bedøvelsen, så jeg sagde; Nej, og han sagde; fint, det er også meget lettere sådan, og så kunne jeg da slet ikke sige ja. Jeg kom dog til at fortryde, for blodåren drillede, og lægen kunne ikke få den lukket. Blodet flød ud på sengen og ned på gulvet, og han måtte stikke klemmer dybt ned i såret og vride og vende, og smerten var så intens, at jeg fik kvalme og ikke kunne tænke klart.
Som tiden gik og jeg mistede mere og mere blod begyndte lægen og sygeplejersken at blive nervøse, og det kunne jeg mærke, og lige pludselig blev jeg bange, sådan helt dybt inde rædselsslagen. Jeg tror ikke, at jeg direkte var bange for at dø, jeg var bare meget meget forvirret over lægens reaktion. Jeg klamrede mig til pædagogen, og min gråd nærmede sig skrig, så hun tog beslutningen, at NU skulle jeg altså have den bedøvelse.
Jeg har det fint nu. Det hele så voldsomt ud, men blodtabet var nok ikke så stort igen, jeg fik i hvert fald ikke noget at vide om særlige forholdsregler jeg burde tage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar