Om det pinlige ved at bytte til et nummer større

Jeg hader omklædningsrum, jeg hader den lille boks med mennesker rendende rundt lige udenfor, jeg hader belysningen der får hver en lille fejl og bums til at stå så meget tydeligere frem, og se hader jeg generelt at prøve tøj et sted hvor jeg ikke føler mig tryg. Jeg gør det, at jeg køber tøjet, tager det med hjem og prøver det der, så kan jeg jo altid bytte det, hvis det ikke passer, eller det fortæller jeg i hvert fald mig selv at jeg kan, men sandheden er, at jeg finder det alt for pinligt at bytte tøj, for det er altid fordi jeg har købt det for småt at det skal byttes, for jeg plejede jo at være 5-7 kg mindre end jeg er nu, og det er noget der godt kan mærkes på størrelserne. Når jeg så står med noget tøj der er for småt, så føler jeg mig ydmyget, og jeg får næsten kvalme ved tanken om at gå ned i butikken og bede om en størrelse større. Er jeg virkelig så fed? Det må jeg jo være, og det piner mig helt ind i hjertekulen.

For to uger siden var jeg i H&M og købe bh'er. Jeg har ikke rigtigt nogen anelse om hvilken størrelse jeg bruger, men ikke på vilkår om jeg går ind i en mere professionel butik, hvor en emsig dame tager mig på mig og vurderer mig, og hiver forhænget fra prøverummet mens jeg står i ingenting bare for at bekendtgøre, at det vist ikke er den rigtige størrelse. Jeg er selv udmærket i stand til at vælge den forkerte størrelse selv, tak. Så jeg gik i H&M, hvor jeg i det mindste kunne få lov til at være fuldstændigt anonym.

Jeg har små bryster, så en bh er egentlig mest en vaneting, og ikke noget der er strengt nødvendigt for at holde på sagerne, så jeg har en stærk modvilje for at betale i dyre domme for en bh (alt over 150 ser jeg som dyre domme), så jeg gik hen til de billigste af slagsen. Angående størrelsen, så var jeg ret sikker på, at jeg er en A-skål, det er bare omkredsen jeg var i tvivl om, men alle A'erne var enten 70 eller 75, så jeg tog en af sidstnævnte, gik op til kassen betalte, og tog byttet hjem. Den var selvfølgelig alt for lille, ikke bare lidt for lille, men meget for lille, og jeg havde faktisk ikke kun købt en, jeg havde købt to.

I to uger havde jeg dem liggende i en plasticpose i min entré, og jeg tænkte, at jeg burde få dem byttet, men jeg krympede mig ved tanken, for de havde jo nok alligevel ikke noget i min størrelse. Jeg vaklede mellem at smide dem i skraldespanden og tilintetgøre min skam, eller give dem til frelsens hær og gøre en god gerning, men jeg tøvede, for så mange penge har jeg heller ikke at gøre godt med.

I går havde jeg så en god dag, hvor jeg var fuld af overskud, og jeg tænkte, at jeg ville give det en chance. Jeg havde valgt H&M, ikke fordi jeg synes, at det er en særlig fed butik, men på grund af deres anonymitet, og jeg tænkte, at her i juletravlheden, havde de smukke tynde ekspedienter ikke tid til at vurdere hvor fed jeg eventuelt er, alle ser jo fede ud i deres vinterfrakker. Så jeg gik ind i butikken og rodede alle bh'erne igennem, og fandt lige nøjagtigt to i størrelse 80A. Min kontaktpædagog siger, at jeg ikke er fed, at det nok er fordi det er det alle skal have, men jeg tvivler.

bytningen gik selvfølgelig smertefrit, og selv hvis ekspedienten havde set noget, og selv hvis der havde været noget at se, så havde hun nok alligevel ikke sagt noget, det ville hun sikkert have været for sød og professionel til. Jeg ved ikke hvorfor jeg i den grad tvivler på folk.