Om en togrejse

Der sker altid noget når jeg skal ud og rejse med DSB.

Jeg var kommet ned til stationen lidt for tidligt, som jeg altid gør, og stod egentlig bare og passede mig selv, da der kom en gammel mand hen og begyndte at tale med mig. Han var egentlig ret ulækker, han talte helt vildt højt, og så lugtede han af lort og cerutter. Det virkede ret tilfældigt hvad han snakkede om og jeg svarede ham temmelig afvisende. Han blev dog bare ved med at snakke, og da han begyndte at snakke om at knalde og om læber og hår forneden, overvejede jeg egentlig at gå, men han virkede så ynkværdig og ensom, at jeg fik ondt af ham og blev stående og talte. Hvis han på nogen måde havde virket som om han kunne finde på at gøre mig noget, så måske, men der var bare ti minutter til at toget kom, og jeg havde sovet godt om natten, så jeg havde overskud nok til at bruge det på en ensom gammel mand. Senere gik han så hen og generede nogle andre.

Jeg rejser på rejsekort, hvor man skal tjekke ind når man stiger ind, og tjekke ud når man stiger ud. Normalt på rejsen til Odense, ville jeg skulle skifte tog i Aarhus, men jeg var heldig at få et direkte tog, så jeg satte mig bare på min plads og blev med god samvittighed siddende. I Aarhus var der udskiftning af personale i toget, og jeg skulle derfor vise billet/rejsekort igen. Det viste sig, at det på trods af det direkte tog talte som to forskellige rejser, og jeg burde derfor være steget ud, have tjekket ud og tjekket ind igen. Jeg blev egentlig ret sur, men DSB damen var flink nok imod mig og gav mig ikke nogen bøde, så jeg ville ikke lade min frustration gå ud over hende, men da jeg kom hjem skrev jeg et høfligt brev til rejsekort og brokkede mig over, at det ikke fremgik mere klart hvad jeg skulle have gjort. Nu har jeg fået et klip i kortet, og man må max have tre før man mister retten til at have rejsekort.

Fra Aarhus fik jeg egentlig en lidt sød sidemand, eller det ved jeg reelt ikke noget om, han smilte sødt til mig, når jeg skulle ud og ind fra min plads, og da jeg skulle af hjalp han mig med at få min bagage ned fra hylden, men jeg turde ikke snakke med ham. Jeg er vant til at være dygtig til det jeg gør, og hvis jeg ikke er, så øver jeg mig og bliver bedre, og jeg er god med mennesker, jeg er bare ikke god til at tage det første skridt. Alle de år hvor jeg skulle have været ude og more mig med andre unge mennesker var jeg syg, og en fyr var nok noget nær det sidste jeg havde brug for. Jeg ved ikke ligefrem om jeg har brug for en fyr nu, men det generer mig, at jeg slet ikke har evnerne til at komme i kontakt med én selv hvis jeg ville. En af grundene til, at jeg ikke turde snakke med ham var, at jeg sad i t-shirt og alle mine ar skinnede flot og i rødt og hvidt (og brunt). Jeg er stolt af mine ar 90% af tiden, for de er en stor del af mit liv, men lige i går bandede jeg dem langt væk. Så stod jeg af, og så var der egentlig ikke mere at sige om den sag, og det var virkelig ærgerligt, at jeg ikke havde talt med ham, men især ærgrede det mig at være blevet stillet overfor min egen uformåen.