Du kan ikke

Jeg fik juleferie allerede i onsdags, men det er som om der hele tiden sker noget, så i dag er den første rigtige feriedag (7-9-13), og jeg er spændt på at se hvordan det går. I og for sig er det en vigtig dag i dag, for i dag kommer jeg til at se, hvordan mit liv de næste 1½ måned kommer til at forme sig. I dag kommer jeg til at se, hvor meget jeg kan og vil nå at lave på en dag, hvor meget mit stresniveau stiger og jeg skal afgøre om det er det værd. Jeg skal afgøre, om jeg skal arbejde løs, løbe, passe mine blogs, læse bøger og læse Amos' bog på hebraisk, eller om jeg skal tvinge mig selv til at holde fri og dase foran fjernsynet og fordrive tiden med at lave ingenting.

Men vil jeg overhovedet kunne holde rigtigt fri, selv hvis jeg ville? Min psykiater lader ikke til at tro det, vi snakkede nemlig om min ferie, og jeg snakkede om alle de ting jeg gerne vil. Jeg vil vise mig egnet til alt jeg kaster mig over, ikke kun til min skole, men også de ting man gør i julen, klippe engle, flette hjerter lave små kurve til pebernødder, ikke fordi jeg har vildt meget lyst, men fordi det er jul, og den slags laver man i julen. Med andre ord, så stræber jeg efter at være tilnærmelsesvis perfekt.

Jeg husker ikke præcis hvad min psykiater sagde, men det fremgik i hvert fald i mine øre som om hun hverken troede på, at jeg kan være tilnærmelsesvis perfekt eller at jeg kan give slip på nogle af alle mine projekter. Jeg er kontrolfreak og perfektionist, ikke helt på den sædvanlige måde, men ikke desto mindre pertentlig. Hendes ord gjorde mig bange, for hvad nu, hvis det hele bliver ligesom i efterårsferien, hvor jeg stressede rundt, men ikke fik lavet noget som helst hebraisk? Hvad hvis jeg ikke kan få struktureret en hverdag med plads til lidt af det hele? Hvad hvis jeg bliver så stresset, at jeg går ned med en depression og ikke kan starte på uni igen efter ferien? Hvad hvis jeg holdt op med altid at tro det værste?

Jeg tror på ingen måde, at det vi snakkede om var ment som en kritik. Det var nærmere tænkt som en lidt humoristisk afsløring af hvem jeg er virkelig er, men det gjorde lidt ondt, for det er rigtig nok. Jeg kan ikke bare lægge tingene fra mig og slappe af. Jeg har prøvet at gøre, jeg har prøvet at lade som om det ikke generer mig, at min lejlighed ligner Jerusalems ødelæggelse, 66–73 e.kr under den jødisk-romerske krig. Men det generer mig, og jeg spekulere på hvad der egentlig er værst, at bruge energi på at tage mig sammen til at rydde op og gøre rent, eller at bruge energi på at sidde og ærgre sig over, at jeg ikke får det gjort. Problemet er bare, at der er andre ting jeg prioriterer højere end rengøring, men der er ikke andre ting der er nær så synlige. Man kan ikke vare tilnærmelsesvis perfekt når det roder, eller kan man få det til at symbolisere, at man har overskud til at være ligeglad.

Hele mit liv har det ikke at gøre noget, som for eksempel oprydning, været fordi jeg ikke havde overskud til at gøre det. Nu har jeg overskud til at gøre det, måske er det på tide at bruge noget af overskuddet på at lade være med at gøre alt hele tiden.