Om en prøveeksamen

Jeg tænker tit over hvor god/dårlig jeg mon er til hebraisk. Min lærer siger at jeg er god, og han siger, at det siger han ikke til hvem som helst, og jeg vil gerne tro på ham, både fordi det er dejligt at få ros, men også fordi jeg ikke har lyst til at tro om ham, at han lyver. Og alligevel tror jeg bare at det er noget han siger, for jeg er jo ikke god NOK, og det er som om ligegyldigt hvor meget jeg læser, så bliver jeg det heller ikke, der er altid lige et verbum, en rod eller en vokalændring som jeg ikke gennemskuer eller forstår.

I går blev jeg så sat på en test. Min tutor og jeg havde aftalt, at vi skulle holde prøveeksamen. Det var bare os to, men jeg var alligevel ret nervøs. Jeg huskede tydeligt en prøveeksamen jeg havde efter jeg dumpede det første forsøg på min græskeksamen. Der var en rigtig sød pige fra holdet der prøvede at holde den med mig, og jeg sad bare og græd fordi jeg slet ikke kunne finde ud af noget som helst. Jeg ved godt et eller andet sted, at det er noget helt andet med hebraisk, men efter alle disse år (7 år) sidder følelsen stadig i kroppen på mig.

Min tutor gav mig et tekststykke på 4 sætninger. Jeg vidste egentlig godt at det ikke var mere, men på papiret så det bare så småt ud på papiret. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne finde nok at snakke om til at fylde 20 minutter?

Forberedelsen gik fint og eksaminationen gik fint, men selvom min tutor roste mig, så føltes det dårligere end det var, fordi jeg var noget så forfærdelig ustruktureret, verber, nominer, og begreber i en stor forvirret pærevælling. Men det er vel også hele formålet med en prøveeksamen, at man finder ud af den slags, så man kan gøre det bedre næste gang. Det er hårdt at blive dygtig til noget, mit problem er bare, at jeg er for stolt, jeg kan ikke lide at nogen er vidne til hvor hårdt det er. Egentlig vil jeg helst sidde og kæmpe alene, men selvom pædagogerne roser mig for min selvdisciplin, så er der kun en hvis mængde jeg kan gøre selv. Det er ikke nogen skam at få hjælp.