I mandags da jeg kørte i tog sad der et ægtepar/kærestepar skråt over for mig. De var sådan nogle rigtige buisnesstyper i slutningen af 40'erne, hende med en guccikuffert og ham i skræddersyet jakkesæt. Jeg har nok lidt den fordom, at den type er sådan nogle lidt kølige og stramme nogen, men disse to var noget så søde, ja nærmest bedårende, som de sad der og var perfekte sammen. Jeg skulle bruge mange kræfter på at lade være med at sidde og overbeglo dem.
Jeg må nok indrømme, at jeg altid har været vild med tøjstilen inden for det miljø, men så har jeg jo nok også valgt et forkert fag, for der er ikke mange høje hæle og pencil skirts inden for teologi (og pengene til at købe dem i en ordentlig kvalitet er der heller ikke), men hvis jeg virkelig ville så kunne jeg da sikkert godt, men den største forhindring er nok nærmere mig selv.
Jeg er en sød og charmerende pige, og jeg er heller ikke sådan rigtig grim, men jeg er klodset. Jeg er sådan en der ikke kan finde min plads i toget uden at ramme i hvert fald tre mennesker med min taske, eller ikke kan begrænse mig når jeg fylder tasken, så den bliver helt uformelig og ucharmerende. Jeg er sådan en der laver grimasser og underlige lyde for at understrege min pointe, jeg er alt for casual til alt for fint tøj, jeg har for eksempel et problem med tøj der er så stramt at jeg ikke kan sætte mig på hug eller bevæge armene, så hellere at det poser lidt de forkerte steder.
Men det er ikke kun min personlighed der er for casual for my own good. Jeg er slank (også selvom min spiseforstyrrelse får mig til at føle mig fed, og jeg derfor tit bruger ordet om mig selv), men jeg har, for en kvinde meget brede skuldre og jeg er bred over ryggen, så jeg kan slet ikke passe alt det fine tøj som jeg egentlig godt kan lide.
Det er ikke fordi jeg har noget imod min stil, jeg kom bare til at tænke på det fordi jeg i går var ude og købe en hygge-kardigan. Jeg er en kardigan-person, de er nemme og kan varieres, de passer perfekt til jeans og en top/t-shirt og så er de nemme at tage af og på uden at ødelægge frisuren (for som en klodset person er jeg sådan en der altid sidder fast i halsudskæringen når jeg forsøger at tage en sweater af).
2 kommentarer:
Jeg elsker simpelthen, når du tager de der kig på dig selv, helt objektivt.
"Jeg er en sød og charmerende pige, og jeg er heller ikke sådan rigtig grim, men jeg er klodset".
Engang skrev du også om at spille badminton, og du skrev, at du ikke var helt god, men du var heller ikke dårlig. Det er så fedt med de ærlige vurderinger. At du kan se bort fra dine egne komplekser over din person indimellem og komme med en helt objektiv vurdering. Dét er da charmerende, apropos :-)
Tak :)
Det kan tilskrives en blanding af, at min selvtillid er vokset enormt gennem det sidste år, men at jeg altid har hadet dem der render rundt og synes de er verdens bedste, smukkeste og klogeste, vi er sgu alle grimme på hver vores måde, og det er det der gør os smukke
Send en kommentar