Om en start

Jeg er nu officielt kommet i udslusning på mit bosted, hvilket betyder, at jeg langsomt skal starte med at have mad i mit køleskab og spise morgenmad, frokost og mellemmåltider alene oppe ved mig selv.

I går var jeg med en pædagog i Føtex og købe det aller mest nødvendige. Der er mange flere (varierede) ting jeg skal have, men jeg var simpelthen så forfærdelig træt, at min hjerne slet ikke fungerede. Jeg var ikke ked af det, men jeg havde alligevel lyst til at krølle mig sammen i en kugle og græde. På et tidspunkt stødte jeg ind i et ungt par der stod og købte slik. Det var udelukkende min skyld, men da jeg prøvede at sige undskyld lød jeg nærmes aggressiv. Jeg var efterfølgende ikke særlig stolt af mig selv, jeg tror endda, at jeg snappede lidt af pædagogen.

Nu er mit køleskab altså 'fyldt' og det skal jeg lære at leve med, og det er stort og skræmmende. Pædagogen jeg var ude og handle med sagde, at selvfølgelig klarer jeg det. Forhåbentlig klarer jeg det, jeg skal nok klarer det, men jeg har været spiseforstyrret i så mange år, at det bestemt ikke er nogen selvfølge. Højst sandsynligt, vil der være dage eller nætter, hvor jeg går amok og tømmer køleskabet på nul komma fem, og hvor jeg efterfølgende vil føle stor skyld. Det er i forvejen noget der en gang imellem sker, enten i bostedets køleskab eller hjemme ved min far, men frygten er, at det vil ske oftere i og med at jeg kommer tættere på maden.