Om brug af klichéer

Jeg havde besøg af en kammerat i lørdags, og vi snakkede hvordan, når man begynder at få det bedre, så forfalder man let til at udtrykke sig i klichéer. Glasset er halvt fuldt, lyset for enden a tunnelen, den får ikke for lidt. Jeg siger ikke at klichéer er usande, der er jo nogle gange en grund til at vi bruger dem, altså ud over at det er nemt og man ved at bruge dem undgår at forholde sig til følelser. Ja, ens indstilling har en betydning for ens velbefindende, ja, tingene bliver gradvist lettere og bedre, men jeg føler mig på en eller anden måde uren, når jeg bruger sådanne formuleringer, for jeg føler, at jeg svigter mine litterære idealer.

Jeg ved ikke om jeg som ret ukendt blogger kan påberåbe mig professionel stolthed, men det vil jeg så gøre alligevel. Jeg hader klichéer, især når jeg selv bruger dem. Der findes mange klichéer, og det er næsten umuligt ikke at bruge nogle af dem engang imellem, især når man som jeg færdes i miljøer hvor der er megen dårligdom, for hvad siger man til en veninde der er helt knust? Jeg forsøger i vid udstrækning at sige sandheden, men nogle gange er det lettest at ty til klichéer.

Jeg har sagt mange klichéer i min tid, og jeg har hørt mange, og det undrer mig altid med hvilken overbevisning man kan fyrer dem af med. Tror vi virkelig på dem eller er vi bare uvillige til virkelig at sætte ord på hvad vi føler?

Nogle gange er klichéer også bare så ualmindeligt dumme at høre på. Jeg havde en meget lang diskussion med en pædagog om det dumme i udtrykket at glasset er halvt tomt. Jeg ved godt hvad man mener med halvt tomt, men hvem siger at halvt tomt er dårligt er det der er dårligt. Når glasset er halvt fuldt, så er man i gang med en arbejdsbevægelse, nemlig at hælde, og når det er halvt tomt, så er man i gang med at nyde, nemlig at drikke. Jeg går ind for, at ens indstilling har indflydelse på ens velbefindende, men når en person har det dårligt, er det så opmuntrende at begydende at tale om halve glas? Om de så er fulde eller tomme, det være sig ligegyldigt. Er det ikke snarere demotiverende? Ville det ikke være bedre at tage en snak om personens tanker? Eller det ville måske kræve for meget af modparten? Men måske vil det også kræve for meget af den anden. Måske har man nogle gang bare brug for at blive strøget med hårerne og få en besked man kender i forvejen og som man ikke behøves at forholde sig til.

Man kan dog godt komme med banale sandheder uden at ty til klichéer.