Jeg har en søster som jeg holder rigtig meget af, men vi er bare ikke særlig gode til at holde kontakt. Vi mødes til jul, påske og farmors fødselsdag og så måske tre gange ud over det i løbet af et år. Det er ikke fordi vi ikke kan sammen, vi får bare ikke lige taget os sammen til at få aftalt noget. Vi får heller ikke skrevet så meget for hvad skriver man lige, når man har så lidt kontakt? alt hvad man skriver vil jo være ude af kontekst. Her i ferien var min søster og jeg så tilfældigvis hjemme hos vores far på samme tid. Det var enormt hyggeligt på en for mig meget afslappende måde, dog ikke så meget for hende, for hun læste til eksamen.
Min søster introducerede mig til fænomenet 'snapchat', som er en app, hvor man tager et uskarpt billede, skriver en lille morsomhed eller udsagn, og sender det til en person som så kan se det i et vist antal sekunder hvorefter filen destrueres, ligesom i en gammel spionfilm, puff. Det viser sig, at det er en god måde for min søster og mig at holde kontakt på, for det er hurtigt og uforpligtende.
Når man downloader app'en skal man vælge et brugernavn, og jeg valgte selvfølgelig noget mega nørdet, og i øjeblikket virkede det super smart og logisk, men det viste sig at være enormt upraktisk, for det er virkelig svært at stave til det, og jeg bliver nødt til at stave det for folk, for app'en er ikke helt glad for min telefon, så jeg kan ikke tilføje venner, kun blive tilføjet.
1 kommentar:
Snapchat er en god ting. Jeg modtager jævnligt billeder derpå fra min mor :-)
Send en kommentar